Tømte sommerhuse på stribe

Foretrak dyre designermøbler

Offentliggjort

En 31-årig mand er blevet dømt for at tømme stribevis af sommerhuse for værdigenstande ved en stor serie af indbrud.

Hele 29 indbrud samt et forsøg er manden dømt for ved Retten i Holbæk.

Straffen blev to år og tre måneders fængsel.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Designermøbler

Mandens foretrukne bytte var især dyre designermøbler.

Og hans foretrukne jagtområde var Odsherred i Nordvestsjælland, hvor næsten alle indbruddene fandt sted.

Det var primært designerstole og dyre lamper men også tv, porcelænsfigurer og i et enkelt tilfælde også et elghoved i plys, som blev udbyttet ved de mange indbrud.

Den 31-årige havde to medgerningsmænd.

- Jeg er overbevist om, at vi med sagen her har fået sat en stopper for nogle særdeles aktive indbrudstyve, siger anklager Lasse Christiansen fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.

Sådan forebygger du indbrud i dit sommerhus

- Fjern dine værdigenstande når du ikke bruger sommerhuset

- Sørg for at tyven kan se, at der ikke er noget at komme efter, hvis man kigger ind

- Sørg for at sikre skur og udhus, så tyven ikke så nemt kan få fat i værktøj til at begå indbruddet

- Sæt kæde for, så tyven ikke kan køre helt op til huset

- Sørg for at der ikke ligger ekstranøgler frit tilgængeligt

Og husk at det altid hjælper at installere udendørs sensorstyret lys og/eller alarmer samt godkendte låse på dørene og indbrudssikrede vinduer.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Den 31-årige modtog dommen og skal sidde fortsat varetægtsfængslet.

Powered by Labrador CMS