Totalt Tivoli-kaos: Der er dårlig stemning

Trækplastre til Fredagsrock suger alt for kraftigt. Tivoli informerer i megafoner de unge om, at der er fyldt

Udgivet Opdateret

Et par tusinde unge mennesker er fredag aften samlet på gaderne rundt om Tivoli i København, skønner politiet. 

De har håbet at få adgang til Fredagsrock, men forlystelseshaven har lukket portene.

- Der er en dårlig stemning, siger vagtchef Henrik Svejstrup i Københavns Politi.

Adskillige patruljer er sendt ud i et forsøg på at sikre færdslen på gaderne rundt om Tivoli.

Samtidig orienterer ansatte i Tivoli de mange skuffede unge om, at der er fyldt op til koncerten med Andreas Odbjerg og Artigeardit. 

Budskabet kommunikeres i megafoner og på sociale medier.

Der er masser af mennesker ved Tivoli - og nærmest kaotiske tilstande
Der er masser af mennesker ved Tivoli - og nærmest kaotiske tilstande

Fokus på problemerne

Tidligere fredag kunne Newsbreak.dk fortælle, at Tivoli ville sætte fokus på Fredagsrock.

- Fredag oplevede vi desværre gæster, der var meget unge og en del var berusede og deres adfærd gik langt over grænsen. Den opførsel hører ikke hjemme nogen steder – heller ikke Tivoli. Derfor kommer vi fremover til at være meget konsekvente, hvis nogen ikke følger spillereglerne, sagde pressechef Torben Plank til Newsbreak.dk

Stort kaos og uro

Reaktionen fra Tivoli kommer i kølvandet på sidste uges Fredagsrock, hvor der pludselig opstod kaos og uro alt imens, at Jimilian og Icekidd fyrede den af på scenen.

Angiveligt, fordi en gruppe unge mennesker havde fået lidt for meget indenbords og var alt for berusede.

Både beredskabet og politiet måtte tilkaldes, og koncerten blev kortvarigt stoppet.

- Vi reagerede prompte på det, og vi fik undersøgt sagen, og politiet blev tilkaldt. Der er ikke kommet nogen anmeldelser ud af det eller nogen på skadesstuen, forklarer Torben Plank.

Fredagens koncert med Odbjerg var udsolgt på forhånd.

Powered by Labrador CMS