Trampet i ansigtet i blodigt overfald
Ung mand smurt ind i blod
Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til et overordentligt blodigt overfald sent fredag aften.
En 21-årig mand blev sparket og trampet i ansigtet.
Det skete ved Storegade i Varde ud for nummer 46. Politiet fik anmeldelsen klokken 23.39.
På Twitter skriver politiet, at der på det tidspunkt var mange mennesker på gaden og at man derfor håber, at nogen har set noget.
Den 21-årige mand, der trods den hårde medfart ikke er kommet alvorligt til skade, blev angiveligt overfaldet af to mænd.
Én ud af to er anholdt
Ifølge Ekstra Bladet har politiet anholdt én af de mistænkte i sagen.
- Vi har anholdt en person i nat, som er blevet sigtet for vold, men vi har endnu en mistænkt, som vi mangler at få fat i, siger vagtchef ved Sydjyllands Politi, John Christiansen til avisen.