Tre i livsfare efter påkørsel i København
11 er kommet til skade efter påkørsel i København, siger politiet
Opdateret klokken 20.10: Københavns Politi oplyser, at i alt 12 kom til skade. Antallet i kritisk tilstand er nedjusteret fra tre til to.
11 personer er kommet til skade, og tre er i kritisk tilstand, efter at en bil ramte en menneskemængde på Sortedam Dossering på Nørrebro i København onsdag eftermiddag.
Det oplyser Jesper Frandsen, der er vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2.
- Vi har et hændelsesforløb sammensat af vidneforklaringer fra stedet, siger han til Ritzau.
- Jævnfør disse forklaringer kører pågældende ad Sortedam Dossering i retning mod Nørrebrogade. I krydset inden Ravnsborg Tværgade kører han formentlig ind i noget vejarbejde og mister i den forbindelse herredømmet over køretøjet.
- Herefter fortsætter han og rammer en cyklist og kører op på fortovet ved Lagkagehuset, hvor der er udendørsservering, og så fortsætter han ad fortovet, hvor han påkører yderligere et antal mennesker, lyder det videre.
Fordi den ældre man er en af de tilskadekomne, har det endnu ikke været muligt at afhøre ham.
Slynget op i luften
Et øjenvidne fortæller til TV 2, at bilen drejede pludseligt og ramte en ung mand, der blev slynget op i luften.
Derefter ramte bilen langborde ude foran Lagkagehuset på Sortedam Dossering.

Man kunne blandt andet høre folk skrige og efterfølgende se mange løbe derfra, siger et vidne til B.T.
Hørte stort brag
- Jeg hørte et stort brag og vendte mig om, og så så vi en masse mennesker løbe derfra, siger han.
En ung kvinde har fortalt Ekstra Bladet, at hun var tæt på at blive ramt af bilen, men at hun nåede at flytte sig.
- Jeg troede, det var et terrorangreb. Hvad skal man ellers tro, når der kommer en bil bragende med så høj fart, siger hun.