Vildfaren raket antænder etageejendom i København

Fire opgange blev i første omgang evakueret, da der gik ild i taget på lejlighedsbygning på Amagerbrogade

Offentliggjort Sidst opdateret

Raket forårsager brand i København

En raket antændte taget på en ejendom på Amagerbrogade, hvilket førte til evakuering af fire opgange.

Ingen personer kom til skade, men beboere fra to lejligheder skal genhuses.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En vildfaren raket antændte natten til torsdag taget på en etageejendom på Amagerbrogade.

Det oplyser Mads Østermark, vagtchef ved Københavns Politi.

- Det er en raket, der er røget op i taget og har sat sig i klemme, og så har ilden spredt sig til tagkonstruktionen, siger han til Ritzau.

Fire opgange evakueret

Politiet valgte i første omgang at evakuere fire opgange omkring Amagerbrogade 155, mens brandvæsnet forsøgte at få styr på flammerne.

- Man frygtede, at ilden ville sprede sig, siger Mads Østermark.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.47, og brandvæsnets slukningskøretøjer forlod stedet nogle timer senere klokken 03.20, da der var kommet styr på situationen.

Politiet var sammen med brandvæsnet til stede på Amagerbrogade i København natten til torsdag, da fyrværkeri satte ild til taget af en etageejendom.

Beboerne i to lejligheder i etageejendommen på Amagerbrogade 155 skal nu genhuses, siger Mads Østermark, som ikke har det fulde overblik over brandskaderne.

Ingen personer er kommet til skade som følge af branden, oplyser vagtchefen.

Powered by Labrador CMS