Morder stukket af fra psykiatrisk afdeling

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en kvinde, som lørdag morgen er stukket af fra psykiatrisk afdeling.

Udgivet Opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en kvinde, som er stukket af fra psykiatrisk afdeling i Roskilde lørdag morgen.

Her afsoner hun en dom for drab, skriver politiet på det sociale medie X - tidligere Twitter.

Vagtchef Mikael Rahn oplyser, at kvinden ikke er farlig, men at politiet råder til, at man ikke tager kontakt til hende, hvis man ser hende. Man bør i stedet ringe på telefonnummer 114.

Kan ikke sige hvordan

Mikael Rahn kan for nuværende ikke sige, hvad der er gået forud for, at kvinden er stukket af.

Når det er relevant, kan retten beslutte, at folk skal dømmes til behandling i stedet for fængsel.

Det kan for eksempel være en anbringelsesdom, hvor man skal anbringes på en psykiatrisk afdeling i et tidsrum fastsat af retten.

Alternativt kan det være til behandling eller ambulant behandling.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi



Powered by Labrador CMS