Har masser at lave i jubilæumsår

Maria Montell siger "ja" til alt i år

Udgivet

Maria Montell og Hopcreek Festival

Maria Montell har afholdt Hopcreek Festival i sin baghave i Humlebæk for femte gang, med optrædener af kunstnere som Laid Back og Karen Mukupa.

Festivalen er en intim begivenhed, hvor op til 600 gæster deltager over tre dage, og hele Maria Montells familie er involveret i arrangementet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I år kan Maria Montell fejre jubilæum.

Det er nemlig 30 år siden, at hun udkom med sit første soloalbum, "Jeg er her for dig", og dermed markerer hun i år tre årtier i musikverdenen.

- Jeg har sat mig for, at jeg bare skal have jahatten på til alt i år, siger Maria Montell og tilføjer:

- Der er jo ikke nogen, der ligger ude foran Fona og venter på, at jeg udkommer med noget nyt. Der er faktisk ingen ud over mig selv, der går og venter på noget. Så for mig handler det bare om at tage i mod, når Gud siger: "Værsgo at spis".

Optræder med ny gruppe

Søndag 7. juli optræder hun ved Copenhagen Jazz Festival sammen med jazzsangeren Mads Mathias Juul Johansson.

Og senere på sommeren spiller hun med en ny gruppe, der kalder sig Way Back When, og som også tæller sangerinderne Julie Berthelsen, Saszeline Emanuelle Dreyer og Julie Rugaard - bedre kendt under kunstnernavnet Blå Øjne.

Maria Montell blev opdaget af en svensk producer som 17-årig, da hun med sit gymnasieband var opvarmning for Sanne Salomonsen.

- Jeg tænkte: "Hvorfor ikke?". Og så er det bare lang tid siden, at jeg har stået foran så mange mennesker, så det er totalt optur, siger Maria Montell.

- Jeg er "old spice"

- Jeg er jo lige de der 12 år ældre end de andre damer, så jeg er "old spice". Det kalder jeg mig selv.

Men det er ikke det eneste projekt, Maria Montell har været optaget af denne sommer.

Hun lagde ud med at synge for til Tivolis fællessangarrangementer, "Syng med i Tivoli", hvor hun stod på scenen ad to omgange i juni.

Og så har hun for femte gang afholdt festivalen Hopcreek Festival, som hun og hendes mand, skuespiller og filminstruktør Tomas Villum Jensen, står bag, og som tilmed foregår i deres egen baghave i Humlebæk.

Meget intimt

- Det er meget intimt. Jeg har sådan en lille amfi-scene i haven, så folk kommer helt tæt på, fortæller den 55-årige sangerinde.

- Der bliver også bare spillet på kryds og tværs mellem kunstnerne. Det lever lidt mere, og det er ikke sådan et show, hvor alt skal sidde lige i skabet. Der er mere fri leg - ligesom i jazz - så det er vildt sjovt.

I år kunne man blandt andre opleve duoen Laid Back, sangerinden Karen Mukupa, musikeren Pharfar og Maria Montell selv.

Kører det lowkey

- Vi kører det lidt lowkey. Det er noget, jeg annoncerer gennem mine sociale medier, så jeg har ikke de store bannere fremme. Men vi er omkring 200 mennesker i min have, og det varer tre dage, så det svarer vel til, at 600 mennesker kommer forbi, siger hun.

Festivalen involverer alle i familien. Ud over Maria Montell og Tomas Villum Jensen hjælper parrets tre børn - Villum, Smilla og Lilly - også til.

Skabt under Corona

Idéen med Hopcreek Festival opstod under coronanedlukningerne.

- Der var ikke noget at lave i to år, så folk var sultne, og mine musikere, som jeg spiller med, havde heller ikke noget arbejde, men de savnede at spille. Så der skulle ligesom ske et eller andet, siger Maria Montell og tilføjer:

- Sidste år havde vi også Danseorkesteret med, og mine børn var totalt vilde med det og kunne alle sangene. Der er ikke noget federe end, at ens unger godt kan lide de der fede sange, der blev lavet for år tilbage.

Powered by Labrador CMS