11-årigt voldtægtsoffer tvunget til kejsersnit

Pigen havde ansøgt om abort, men lokale myndigheder forhalede afgørelse til det var for sent.

Sagen om det 11-årige, gravide voldtægtsoffer har bragt mere brænde til en i forvejen ophedet abortdebat i Argentina. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

En sag om en blot 11 årig argentinsk pige, der var blevet gravid efter, at bedstemoderens 65-årige kæreste havde voldtaget hende, har bragt mere brænde til bålet i en i forvejen overophedet abortdebat i Argentina. Det fremgår af en artikel af Thomson Reuters Faundation – bragt på amerikanske Huffington Post.

I Argentina er abort kun tilladt, hvis graviditeten er et resultat efter en voldtægt, eller hvis den vil have helbredsmæssige konsekvenser for moderen.

Sagen forhalet

Da den 11-årige var 19 uger henne, henvendte hun sig til et hospital i den nordvestlige Argentinske provins Tucuman for netop at ansøge om abort. Men sagen blev forhalet. Det tog de lokale myndigheder næsten fem uger at behandle den, og samtidig nægtede en række læger at udføre aborten af samvittighedsmæssige årsager.

Graviditeten fortsatte således helt frem til 23. uge, og her vurderede lægerne, at en abort nu ville udgøre for stor en risiko for pigen. I stedet fik hun forløst et alt for tidligt født og stærkt undervægtigt barn – ved kejsersnit.

Margaret Wurth, senior researcher for børns rettigheder ved HumanRights Watch, har i stærke vendinger kritiseret situationen og opfordret til, at myndighederne laver en grundig undersøgelse og konfronterer de forhindringer, der helt uacceptabelt forsinkede sagen.

Ren tortur

Det er den katolske kirke, der er den primære religion i Latinamerika, og den har nogle af de mest restriktive abortlove i verden, ligesom en håndfuld lande i Centralamerika slet ikke tillader abort under nogle omstændigheder.

Ifølge Amnesty International har myndighederne plantet hindring efter hindring i pigens sag, ligesom Argentina’s National Campaign For The Right to Legal, Safe and Free Abortion i en erklæring siger, at det er ren tortur at tvinge pigen til at gennemgå en graviditet og føde.

Sagen om den 11-årige pige er kommet frem blot seks måneder efter, at et snævert flertal i den Argentinske regering har nedstemt et forslag om legaliseret abort, der ville have givet kvinder tilladelse til at ansøge om abort indenfor de første 14 uger af graviditeten.

– Der er tale om afskyeligt magtmisbrug af de lokale sundhedsmyndigheder, som derved har bragt fare for pigens liv og helbred, siger Margareth Wurth til Thomson Reuters Foundation.

Powered by Labrador CMS