37-årig sigtet: Ung mand i koma

Han fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag

Udgivet Opdateret

En 37-årig mand bliver onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have skyld i, at en bil med fire unge mænd kørte galt.

En 20-årig mand ligger nu i kunstigt koma efter trafikulykken.

Det oplyser politikommissær Kenneth Rodam til nordjyske.dk.

Det er politiets opfattelse, at den 37-årige med vilje påkørte bilen med de unge mænd kort efter midnat på Budumvej i Aalborg Øst.

Det fik føreren til at miste herredømmet over bilen, som først ramte et træ og til sidst endte i en have, skriver nordjyske.dk.

Voldsom ulykke på Budumvej natten til onsdag.
Voldsom ulykke på Budumvej natten til onsdag.

Politiet oplyste tidligere til Ekstra Bladet, at en bilinspektør var ude på stedet og blev først færdig omkring klokken fem onsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.19.

Efter ulykken stoppede politiet en person i en sort firehjulstrækker på Humlebakken.

Vedkommende blev anholdt på stedet efter at have afgivet vidneforklaring fra ulykken på Budumvej.

Ifølge Nordjyske har den 37-årige erkendt at have været i området i sin firehjulstrækker, men nægter at have haft noget med ulykken at gøre, fortæller Kenneth Rodam.

Powered by Labrador CMS