60-årig dansker demonstrerede i Minneapolis

Niels Billund er bosat i uroplagede Minneapolis, hvor han deltog i den første protest over George Floyds død.

Udgivet Opdateret

Blandt de tusindvis af mennesker, der deltog i den første protest efter George Floyds død i Minneapolis, var den danske sygeplejerske Niels Billund.

60-årige Niels Billund har boet i USA siden 1988 og bor nu i byen Saint Paul ved Minneapolis med sin hustru og børn.

Hans kontor ligger få hundrede meter fra en politistation, der blev sat i brand i weekenden under de voldsomme opgør mellem politi og demonstranter i Minneapolis’ gader.

– Det har været utrygt. Jeg frygter mest de højreorienterede grupper, der går rundt med våben hernede, siger Niels Billund.

Urolighederne i Minneapolis og resten af USA begyndte, efter at den sorte mand George Floyd døde efter en brutal anholdelse mandag i sidste uge.

Vrede og tårer

Det førte til massive demonstrationer, som alle uanset race og ophav deltog i, fortæller Niels Billund.

– Der var meget vrede og mange tårer, og folk var ikke i stand til at fatte, hvad der var sket, siger Niels Billund, der var med i den allerførste demonstration.

– Folk udtrykte sig med slagord som: “Say his name, George Floyd (sig hans navn, George Floyd, red.).

De mange voldsomme kampe i gadebilledet har påvirket Niels Billunds hverdag.

Han arbejder til dagligt med ældre og syge, herunder med flere, der er testet positive for coronavirus.

Hans kontor midt i Minneapolis er lukket ned grundet demonstrationer og brande, og derfor har han måttet aflyse sine hjemmebesøg hos lidende coronapatienter.

Skraldespande væk fra gaden

Politiet har også beordret alle husejere til at fjerne deres skraldespande fra gaden sammen med alle havemøbler.

Ellers kan uromagere bruge dem til at kaste med, siger politiet.

Niels Billund tror ikke, det værste er overstået endnu.

– Det er hele tiden et skridt frem og to tilbage. Man tror lige, at det værste er ovre, men så bliver det værre igen. Det er ligesom med coronavirusset, siger han.

Niels Billund er glad for, at hele verden har fået øjnene op for den politivold, der foregår i USA.

– Jeg håber, at det her ændrer Minneapolis. Nu har folk fået nok, siger han.

Også protester i Danmark

Organisationen Black Lives Matter afholdt søndag eftermiddag demonstration i København.

Ifølge Københavns Politi er det foregået stille og roligt. Det fortæller vagtchef Henrik Svejstrup.

Optoget begyndte ved den amerikanske ambassade på Østerbro klokken 14.00 og sluttede ved Christiansborg.

Demonstrationen sluttede officielt klokken 17.00, men lidt efter klokken 16.00 fortæller vagtchef Henrik Svejstrup, at nogle deltagere er begyndt at sive fra stedet.

Politiet vurderede, at demonstrationen nåede sit højdepunkt ved Christiansborg med omkring 2000 deltagere.

USA i brand

46-årige George Floyd døde, efter at en hvid politibetjent havde siddet med sit knæ på Floyds hals i adskillige minutter under en anholdelse. Betjenten Derek Chauvin er siden blevet fyret, og hans kone har vist også forladt ham.

Flere døde

Tre personer er blevet skudt i forbindelse med protester i Indianapolis, en er dræbt, og overalt i de amerikanske forenede stater er der bål og brand i forlængelse af protester ovenpå George Floyds død. Los Angeles er erklæret i undtagelsestilstand, og hele landet er i kæmpe krise.

I kvarteret Prospect Heights i Brooklyn, en del af New York, blokerede en gruppe demonstranter for en politibil, der kort tid efter gassede op og kørte direkte ind i menneskemængden. Videoen af hændelsen, der fandt sted kort efter klokken otte lørdag aften lokal tid, er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Det er uvist, om nogle af demonstranterne kom til skade.

En af dem, der har set videoen, er borgmester Bill de Blasio. Hans reaktion var i kort form: “Det ville jeg ønske, de ikke havde gjort”. De Blasio vender vi tilbage til.

Sent lørdag aften marcherede hundredvis af demonstranter gennem centrum af Brooklyn og blokerede for trafikken, mens de sang “ingen retfærdighed, ingen fred”. På deres vej ødelagde de vinduer til banker og malede graffiti på bygninger. Det rapporterer mediet Newsday.

Da demonstranterne nåede Barclays Center, der er en indendørs sportsarena – blandt andet hjemmebane for Brooklyn Nets fra NBA – blev de mødt med barrikader og maskerede politibetjente, som bevogtede indgangen til den store arena.

Powered by Labrador CMS