Anmeldere roser debutfilm om begær i den forkerte krop
"Vægtløs" er en fortælling om magtmisbrug, venskab og begær i en ungdomsfilm, der roses af anmeldere.
Når du taber dig, bliver du smuk. Eftertragtet og begæret. Populær. Respekteret.
Sådan skriver Soundvenue om den unge Leas tanker i den biografaktuelle spillefilm "Vægtløs".
Dertil kvitterer anmelderen med fem stjerner for filmen, der har biografpremiere torsdag.
Politiken tilslutter sig med fem ud af seks hjerter og skriver, at den er banebrydende i dansk kontekst, fordi den alene er fortalt med et kvindeligt blik.
- Endelig får vi pigernes version af "Zappa", lyder titlen på Politikens anmeldelse.
Filmmagasinet Ekko og Arkaden giver filmen om den unge pige Lea, der kæmper med sit selvværd og sin krop - og retten til at føle begær, og føle sig begæret - fem ud af seks stjerner.
Fri for moralisering
Berlingske og Kristeligt Dagblad har begge givet filmen fire ud af seks stjerner.
Berlingske skriver om filmen: - Den er vidunderligt fri for moralisering, løftede pegefingre eller nemme løsninger.
Filmen om den overvægtige Lea (Marie Helweg Augustsen), der skal tilbringe sommeren på en sundhedskoloni, viser et ungdomssind med splid, og hvor spejlet er hendes værste fjende.
På kolonien bliver hun indlogeret med Sasha (Ella Paaske). Sasha kæmper i modsætning til Lea ikke med de ydre idealer, men de indre dæmoner.
Den sidste i filmens treenighed består af den voksne Rune (Joachim Fjelstrup), som er den nærmeste voksne og leder for de to piger.
Med sit charmerende væsen og manglende orientering om grænser begynder Leas interesse for den voksne mand at vokse.
Selvbilledets grusomhed
"Vægtløs" spejler en ungdom, hvor selvbilledets grusomhed kan gøre blind for, hvad der kan være et uskyldigt teenagecrush eller et upassende forhold til en voksen mand.
- Runes rolle i trojkaen er den voksne, der burde vide bedre. Han oser af umiddelbar charme og den form for tilgængelighed, der får teenagere til at føle sig set uden at blive bedømt, skriver Arkadens anmelder.
- Med en simpel fortælling, og et uovertruffet manuskript af Marianne Lentz, er det en film om Leas forhold til sin krop og omgivelsernes forhold til Leas krop, skriver Soundvenue.
- Undervejs er det også en fortælling om magtmisbrug, venskab og begær.
Instruktør Emilie Thalund modtog i september hovedprisen i New Directors-programmet på den internationale filmfestival San Sebastián for debutfilmen "Vægtløs".