Bilister bliver snydt af falsk autohjælp

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker flere sager om bilister, der er blevet snydt af falsk autohjælp

Offentliggjort

Advarsel mod falsk autohjælp

Midt- og Vestsjællands Politi advarer bilister mod svindel med falsk autohjælp.

Svindlere udgiver sig for at være bestilt autohjælp og kræver kontant betaling.

Politiet opfordrer bilister til at bekræfte autohjælp gennem deres forsikringsselskab.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Bilister skal være opmærksomme på, at de ikke bliver snydt af et falsk autohjælpsfirma.

Sådan lyder advarslen tirsdag fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Flere anmeldelser 

Politikredsen har fået flere anmeldelser fra bilister, som har haft et uheld med deres bil og bestilt autohjælp.

- Vi kan konstatere, at det lykkes svindlerne at få nys om, at der er bestilt en autohjælp.

- De når så at sende deres egen ladvogn frem til stedet, hvor bilisten jo så tror, at der er tale om den autohjælp, som vedkommende har bestilt gennem sit forsikringsselskab, siger politikommissær Bjarke Thanning i en pressemeddelelse.

Opkræver penge kontant 

Det falske autohjælpsfirma ender så med at opkræve penge kontant, for at kunden kan få sin bil tilbage eller få den kørt hen til det rette værksted.

I nogle af sagerne har de intetanende bilister selv bestilt autohjælpsfirmaet gennem en hjemmeside, der til forveksling minder om et af de store forsikringsselskaber.

Indtil videre har Midt- og Vestsjællands Politi fået fem anmeldelser. Tre af sagerne er fra Odsherred, mens de andre er fra henholdsvis Ringsted og Køge.

Et falsk autohjælpsfirma har ifølge politiet fået nys om bilister, der har bestilt autohjælp og så hentet deres bil og krævet kontanter, før bilisten kunne få bilen tilbage.

Tre personer sigtet 

- Vi har sigtet tre personer i sagen, men kan konstatere, at svindlerne åbenbart fortsætter deres forsøg på at narre de uheldige bilister.

- Derfor er vi pt. i gang med en efterforskning, hvor vi er i dialog med både forsikringsselskaber og autohjælpsfirmaer for at opklare, hvordan svindlen egentlig finder sted, siger Bjarke Thanning.

Opfordring til bilister 

Han kommer samtidig med en opfordring til de bilister, som har brug for autohjælp.

- Det bedste råd, vi lige nu kan give nødstedte bilister, er, at de skal sikre sig, at den kranvogn, der kommer frem, nu også er bestilt gennem deres eget forsikringsselskab, og hvis man er det mindste i tvivl, så må man kontakte forsikringsselskabet og høre, hvilket autohjælpsfirma der er bestilt til turen, lyder det.

Politikommissæren opfordrer bilister til at melde det til politiet, hvis de har været udsat for noget lignende.

Powered by Labrador CMS