Bonus-Jørgen sur over millionløn
I februar oplyste Energi Danmark, at topchef stoppede. Det skete grundet strid om bonus ifølge mediet Finans
Tidligere administrerende direktør i Energi Danmark Jørgen Holm Westergaard fratrådte, fordi han var utilfredshed med sin egen bonus.
Det skriver erhvervsmediet Finans med henvisning til anonyme kilder.
Energihandelskoncernen Energi Danmark oplyste i en pressemeddelelse 15. februar, at Jørgen Holm Westergaard fratrådte sin stilling.
Det skete efter 23 år som topchef i selskabet.
Krævede trecifret million-bonus
Ifølge Finans' kilder skete fratrædelsen primært, fordi Jørgen Holm Westergaard var utilfreds med sin bonus for 2022. Ifølge Finans' kilde ønskede han en bonus på et trecifret millionbeløb.
Jørgen Holm Westergaard indgik ifølge mediet desuden aftaler med tre energihandlere. De blev hver stillet bonuspakker på omkring en kvart milliard kroner i udsigt.
Andel, som ejer over 60 procent af Energi Danmark, oplyste mandag på vegne af Andel selv, NRGI og Energi Danmark, at tre energihandlere, som stod til bonusser på trecifrede millionbeløb på grund af deres kontrakter, bliver fyret.
Ikke andet valg
- Energi Danmark har oplevet et alvorligt tillidsbrud i form af en række kollektive, illoyale handlinger. Vi har derfor ikke andre valg end at opsige de tre medarbejdere, lød det fra bestyrelsesformanden i EnergiDanmark, Jesper Hjulmand, og næstformand Jacob Vittrup i en pressemeddelelse.