Børnehavebørn leger på mindre end tre kvadratmeter

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Mange danske børnehavebørn må nøjes med to-tre kvadratmeter gulvplads at lege på pr. barn, viser en rundspørge, som Bureau 2000 har lavet for fagforbundet FOA ifølge Jyllands-Posten.

I 43 procent af de institutioner, der har svaret på rundspørgen, er der mellem to og tre kvadratmeter til hvert barn, fire procent har mindre end to kvadratmeter, som er minimumskravet i loven. I 17 procent af institutionerne har børnene mere end tre kvadratmeter at lege på hver.

Ifølge flere børneforskere er der en klar sammenhæng mellem antal kvadratmeter og udbredelsen af støj, mistrivsel, spredning af sygdomme og hyppige konflikter mellem børnene.

»Pladsen er trang i mange danske daginstitutioner i dag, og flere undersøgelser har vist, at det er kritisk, hvis arealet pr. barn kommer under 3 kvadratmeter. Hvis pædagogerne skal bruge meget tid på at løse konflikten mellem børnene, går det fra den tid, de har til at arbejde med børnenes udvikling,« siger professor og børneforsker Jan Kampmann fra Roskilde Universitet.

Ifølge bygningsreglementet, der stammer fra 1920erne, skal der være mindst to kvadratmeter gulvplads i opholdsrum til hvert barn i en børnehave og 3 kvadratmeter i en vuggestue. I Norge er de vejledende retningslinjer fire kvadratmeter pr. børnehavebarn, mens der i mange svenske kommuner er 7,5 kvadratmeter pr. barn.

Socialminister Manu Sareen (R) mener ikke, at der er grund til at ændre de danske minimumskrav, skriver Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS