Afgået ved døden efter soloulykke

Spilmageren Vince Zampella døde søndag, da hans bil skred af vejen i Los Angeles, skriver NBC4

Offentliggjort Sidst opdateret

Call of Duty-medskaber død i soloulykke

Vince Zampella, medskaber af 'Call of Duty', døde i en bilulykke i Los Angeles.

Hans bil skred af vejen og ramte en betonbarriere, hvilket førte til en dødelig brand.

Zampella var en indflydelsesrig figur i spilindustrien og grundlagde Infinity Ward og Respawn Entertainment.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

55-årige Vince Zampella, der er medskaber af spillet "Call of Duty", afgik ved døden søndag i forbindelse med en soloulykke.

Det skriver det amerikanske medie NBC4.

Politiet modtog ifølge mediet anmeldelse klokken 12.45 søndag. Ulykken skete på Angeles Crest Highway i millionbyen Los Angeles.

Zampellas bil skred ad vejen og ramte derefter en betonbarriere.

Det er umiddelbart uvist, hvad der var årsag til ulykken.

Den amerikanske spilmager døde på stedet, efter at han sad fanget i den efterfølgende bilbrand.

En ukendt passager mistede også livet i forbindelse med ulykken.

Vedkommende blev kastet ud af bilen og døde efterfølgende på sygehuset.

Vince Zampella er medskaber af det berømte skydespil "Call of Duty", og så har han indtil nu siddet i spidsen for computerspilsvirksomheden Respawn Entertainment. Han har også tidligere været administrerende direktør i Infinity Ward, der skabte "Call of Duty". (Arkivfoto).

Call of Duty 

Vince Zampella begyndte i 1990'erne at udvikle skydespil, og i 2002 var han med til at opstarte virksomheden Infinity Ward.

Han er bedst kendt for at have skabt "Call of Duty"-serien, hvis første spil udkom i 2003 blot et år efter stiftelsen af virksomheden.

Spillet er blandt de mest populære videospil nogensinde. Franchisen har solgt over 500 millioner kopier på verdensplan.

Infinity Ward blev senere opkøbt af Activision, som Zampella forlod omkring 2010.

Kort efter stiftede han virksomheden Respawn Entertainment, som i 2017 blev overtaget af Electronic Arts (EA).

Hos EA har Zampella blandt andet været med til at genoplive "Battlefield"-serien, der første gang udkom i 2002.

Powered by Labrador CMS