Chokeret øjenvidne i pizzeria: – De gik totalt amok
Furkan Gülec var til stede mandag aften i det pizzeria i Frydenlund Centret, som blev raseret af hætteklædte hærværksmænd
Mandag aften var Furkan Gülec bange.
Rigtig bange.
Han befandt sig i Pizza Lemon i Frydenlund Centret i Aarhus V, da op mod 20 mænd med bat og maskeringer angreb stedet og smadrede inventar.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Han er bekendt af indehaveren og hjalp ham med at lukke ned, da der pludselig kom uventede aggressive gæster.
– Jeg oplevede total kaos. Indehaveren giver tegn til, at vi skal løbe om bagved. Derfra kan jeg se, at der står en masse udenfor, som begynder at slå med forskellige farvede bat, fortæller Furkan Gülec til TV2 Østjylland.
– Jeg løber ud af bagdøren og forsøger at gemme mig. De gik totalt amok derinde, fortsætter han.
Flere ting blev smadret
Efter angrebet kunne han og de øvrige folk i pizzeriaet konstatere, at køleskabe, vinduer, disken og meget andet er smadret.
– Jeg blev rigtig bange og havde svært ved at sove i nat. Jeg kunne hele tiden høre den der glaslyd for mig. Først tror man jo, at det var skud, siger Furkan Gülec.
Hærværket fandt sted kort før pizzeriaets lukketid mandag kl. 20.46.
– Op mod 20 personer smadrede ruder og inventar med boldbat og lignende. Flere var maskerede. Ifølge vidner på stedet var mændene af somalisk og arabisk udseende, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Lotte Fisker Jørgensen, til TV2 Østjylland.
Politiet efterforsker sagen
Politiet var hurtigt fremme på stedet med flere patruljer, og her kunne betjentene konstatere, at det kun var pizzeriaet, som var blevet udsat for hærværk.
Der er blevet sikret spor fra gerningsstedet, men om der er tale om umotiveret hærværk eller nogle, der har en tvist mod ejeren af pizzeriaet, kan politiet endnu ikke sige.
– Vi efterforsker sagen og vil gerne tale med vidner, siger Lotte Fisker Jørgensen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114.