Danskerne er vilde med det

Der var tre millioner danske overnatninger i landets sommerhuse i juli. Tyskerne manglede dog, viser tal

Flere danskere har holdt ferie i landets sommerhuse i juli. Det har dog ikke kunnet kompensere for, at der manglede tyske turister. (Arkivfoto)
Flere danskere har holdt ferie i landets sommerhuse i juli. Det har dog ikke kunnet kompensere for, at der manglede tyske turister. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Mange danskere blev under hjemlige himmelstrøg i sommerferien, og det har været med til at give en rekordmåned for landets sommerhuse.

I juli stod danskerne bag tre millioner overnatninger i sommerhusene, hvilket er tre procent flere og dermed er der sat ny rekord for sommermåneden.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Fordobling overnatninger

Det er mere end en fordobling af antallet af danske overnatninger i sommerhusene, når der sammenlignes med måneden i årene inden corona.

Der var dog færre tyske gæster end tidligere, og derfor blev juli 2021 ikke en rekordmåned, når der ses på det samlede antal overnatninger.

I alt var der i juli 4,4 millioner overnatninger. Det er færre end i både 2020 og 2019, hvor der var henholdsvis 4,8 og knap 4,5 millioner overnatninger i juli.

Sætter rekord

Der er dog stadig tale om et højt niveau ifølge privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank.

- Vi kan med dagens tal sætte en tyk streg under, at danskerne også i år har holdt deres sommerferie herhjemme, hvor antallet af danske gæster sætter juli-rekord.

- Det vidner samtidig om, at danskerne altså ikke er forsvundet i hobetal til udenlandske rejsemål, skriver han i en kommentar.

Primært udenlandske

Om højsæsonen som helhed har sat rekord, kommer der svar på om en måneds tid. 

Det er traditionelt udenlandske gæster, der bruger de danske sommerhuse. 

De har manglet, men rejserestriktionerne blev lempet 26. juni, hvilket kan have en effekt - både i form af flere udenlandske gæster og færre danskere, der måske i stedet er rejst til udlandet.

Lavere sidste år

- Skeler vi til antallet af bookede husuger i august i de danske feriehuse, så kan vi se, at det er en smule lavere end samme tid sidste år, hvilket indikerer, at der ikke bliver sat ny højsæsonsrekord i år, skriver Brian Friis Helmer.

Han understreger dog, at niveauet stadig er højt.

Powered by Labrador CMS