Dansktop-par i hus-koks

En forurening i jorden spolerede tidsplanen for opførelsen af drømmehuset for Keld og Hilda Heick.

Keld og Hilda Heick løb ind i problemer med husbyggeriet i Trørød. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Keld og Hilda Heick løb ind i problemer med husbyggeriet i Trørød, skriver Kendte.dk.

– Vi købte jo grunden med et hus, som vi har fået revet ned. Men det viste sig, at der var læk på et rør fra husets oliefyr. Derved var der løbet olie ud i jorden, fortæller Keld Heick til Kendte.dk.

Det var dog ikke de eneste problemer parret løb ind i:

– Det trak også ud med byggetilladelsen og nabohøring. Men nu lysner det. Den forurenede jord er også fjernet nu, siger Keld Heick.

Indflytningen må vente lidt endnu

Opførelsen af det 181 kvadratmeter store drømmehus skulle have været færdigt sidst på året.

Men nu er planen rykket lidt:

– Vi regner med, at vi kan flytte ind i slutningen af april eller i starten af maj, fortæller Keld Heick.

Keld og Hilda Heick har endnu ikke solgt huset i Sverige:

– Og når vi er i København bor vi hos nogle venner, slutter Keld Heick.

Powered by Labrador CMS