Derfor hedder det en ‘grav-ko’
Der er en årsag til alt. Også dette navn.
Hvorfor hedder det gravko?
Man kan jo, på trods af al god vilje i verden, ikke få den store maskine med grabben til at ligne en stort hovdyr.
(Omvendt er der jo ikke noget, som en flaske vodka eller tequila ikke kan rokke ved).
Næ, vi skal grave (!) i historien for at finde svaret – ikke 100 år, men alligevel næsten. (Ifølge Den Store Danske tilbage til 1927).
De store gravemaskiner havde som sådan ikke noget navn. Men det havde i hvert fald det firma, der angiveligt skal have importeret den første af slagsen, nemlig Grave-Compagniet, Grave-Co, dannet 1927 af civilingeniør og betonvarefabrikant Kristian Hindhede.
Firmaet lod navnet male på den store maskine og Danmarks første gravko (gravkalv?) var født.
Ifølge ordnet.dk. kan det/den bøjes (i flertal) både gravkoer og gravkøer.
Hvorfor hedder det en gravko? Det kan du nu blære dig med at vide til næste konfirmation eller fætter-kusine-fest.