Derfor skal du bakke din bil ind i båsen når du parkerer

Du kan spare penge. Så enkelt er det. Sådan lærer du at lave en baglæns parkering. Det kan betale sig.

Udgivet Opdateret

Baglæns parkering. Bare ordene kan få folk til at tjekke busplanen for ikke at sætte sig ind i automobilet og bevæge sig ind mod indre by, de snævre gader og små parkeringsbåse.

Der er stadig mange, der frygter at bakke sin bil ind i båsen – men det behøver de ikke. Et nyt studie viser, at det rent faktisk er den bedste måde at parkere på, hvis du skal undgå skader.

Vi har også – i galleriet over artiklen – samlet et par hurtige råd til den gode baglæns parkering.

En ny opgørelse fra leasingselskabet ALD Automotive viser, at risikoen for en p-skade er langt mindre, når man bakker ind, end hvis man bakker ud.

Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

Efter at ALD for to år siden begyndte at instruere kunderne i baglæns parkering, er antallet af parkeringsskader faldet med 35 procent. Det viser en gennemgang af skader blandt firmaets 12.000 forsikringstagere.

– Når vi skal ud fra en parkeringsplads, har vi ofte travlt med at komme af sted. Her kan det hurtigt gå galt, når man kun har bagrude og spejle til at få øje på fodgængere, cyklister og andre bilister. Det er meget lettere at orientere sig gennem forruden, siger Birgitte Skaarup, der er forsikringschef i ALD Automotive.

Værre om vinteren

Problemet bliver endnu større om vinteren, hvor duggede og tilfrosne ruder i en kold bil forhindrer et optimalt udsyn. Derfor er det især nu, det er en god ide at bakke ind, mens bilen er varm.

– Når du ankommer til parkeringspladsen så udnyt, at bilens ruder og sidespejle som oftest er fri for dug, sne og is. Det besvær, du oplever ved at skulle bakke ind, er langt mindre, når bilen er varm, end hvis du skal bakke ud i en kold bil med dårligt udsyn, siger Birgitte Skaarup.

Øvelse gør mester i baglæns parkering

Statistikken viser også at træning i baglæns parkering giver resultater. Det oplevede ALD’s egne medarbejdere, der blev sendt på systematisk bakketræning på et køreteknisk anlæg. Resultatet er, at to tredjedele af medarbejdernes parkeringsskader er forsvundet. Derfor anbefaler Birgitte Skaarup også, at man selv øver sig i at bakke ind i p-båsen.

– Begynd med at finde et parkeringsområde med god plads og gå så i gang med at træne baglæns parkering. Helst inden de duggede ruder for alvor tager over, siger Birgitte Skaarup, ALD Automotive.

Bakning ud af båse giver skader

Havarikommissionen har tidligere fastslået, at bakning ud fra p-båse resulterer i mange ulykker med personskade og anbefaler derfor også, at man altid bakker ind i en p-bås og kører forlæns ud.

Powered by Labrador CMS