Derfor skal du kigge op i aften

En meteorsværm udløser stjerneskud torsdag, så ret blikket mod himlen i nordøstlig retning efter klokken 22

Ildkugler og stjerneskud farer over himlen torsdag aften. Genrefoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Torsdag aften er der god mulighed for at se stjerneskud.

Jorden er nemlig ved at passere kometen Thatchers bane, og det udløser den årlige meteorsværm Lyriderne.

Det fortæller Cecilie Sand Nørholm, der er astrofysiker ved Planetarium.

– Det bedste, man kan gøre, er at gå ud et sted, hvor der er mørkt og forholdsvis fladt, så der er godt udsyn. Så skal man kigge mod nordøst efter den meget klare stjerne Vega.

– Stjerneskuddene vil komme fra området omkring denne stjerne, siger hun.

På himlen vil det se ud, som om meteorsværmen udspringer af stjernebilledet Lyren. Det er herfra, at sværmen har fået navnet Lyriderne.

Hvad er stjerneskud?

Stjerneskud eller meteorer er sten, is eller støvkorn, der trænger ind i Jordens atmosfære med høj hastighed.

Det kaldes en meteorsværm, når der er tale om en periode, hvor vi kan opleve flere stjerneskud, end vi normalt kan.

Og når det sker igen og igen, år efter år.

Kilde: Ritzau

Powered by Labrador CMS