Drømmestart sikrer AaB vigtig sejr over Randers

AaB scorede to mål i de første fem minutter af kampen og sikrede sig dermed den første sejr i otte kampe.

Foto: Bo Amstrup/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Et kriseramt AaB-mandskab, der havde tabt de seneste tre ligakampe, hentede fredag aften tre vitale point, da de slog Randers FC med 2-1 hjemme i Aalborg.

Med sejren lever slutspilshåbet stadig for nordjyderne, der har en officiel målsætning om top-seks. AaB har lige nu fire point op til Sønderjyske på sjettepladsen.

Randers FC ligger trods nederlaget fortsat på en tredjeplads med 32 point. Kronjyderne har lige nu seks point op til FC København og otte point ned til AC Horsens på syvendepladsen.

AaB bragte sig foran efter kun to minutters spil på et selvmål af Mads Fenger. Et indlæg fra unge Magnus Christensen blev slået ind i Randers-feltet, og i et forsøg på at cleare bolden sparkede den rutinerede Randers-stopper bolden i eget net.

Og der gik ikke mere end et enkelt minut, før hjemmeholdet igen slog til. Frederik Børsting, der i dagens anledning spillede angriber, blev stukket i dybden og sparkede sikkert bolden forbi Hannes Halldorsson i Randers-målet. 2-0 til AaB efter en chokstart i Aalborg.

Godt styr på Randers

AaB-forsvaret havde i første halvleg overraskende godt styr på Randers’ formstærke angrebsduo, Marvin Pourie og Mikael Ishak. Selv om kronjyderne ofte fik trykket AaB langt tilbage, formåede de ikke at spille sig frem til åbne målchancer.

Randers fortsatte trykket mod AaB-feltet efter pausen, men ud over en hovedstødschance til Marvin Pourie i starten af halvlegen manglede udeholdet kvalitet i de afgørende momenter.

Herefter begyndte Olafur Kristjansson at ryste posen fra bænken, og det gav pote midt i anden halvleg. Indskiftede Kasper Enghardt kom nemlig først på et hjørnespark og headede reduceringen i mål.

Forsøgte at udnytte momentum

Randers FC forsøgte efterfølgende at udnytte momentum mod et presset AaB-hold, men Lars Søndergaards tropper stod imod.

AaB var tæt på at øge føringen i slutningen af kampen, men overliggeren stod i vejen, og kampen sluttede 2-1 til hjemmeholdet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS