Dronningen måtte undvære sin veninde

Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Dronning Sonja deltog ikke i fejringen af dronning Margrethes fødselsdag onsdag aften. Hun er nemlig rejst til New York.

Onsdag aften flokkedes kongelige fra nær og fjern til Christiansborg Slot for at hylde Danmarks dronning.

De var inviteret til taffelgalla på slottet, og de store kjoler og smukke diademer indtog de prægtige gange. Men ikke alle var kommet for at ønske dronning Margrethe tillykke med de 75 år. Dronning Sonja af Norge glimrede ved sit fravær, da kong Harald ankom alene.

Dronning Sonja har andre planer

Der har altid været tætte bånd mellem den danske og den norske kongefamilie, og dronning Sonja og dronning Margrethe ses både privat og til officielle begivenheder. Det danske regentpar var derfor også selvskrevne gæster, da det norske kongepar inviterede til 75-års fødselsdag for to år siden.

Men da Danmarks dronning inviterede til stor fest, havde dronning Sonja allerede officielle planer. Torsdag skal hun nemlig åbne en kunstudstilling i New York, der hedder “Prize Prints: The Queen Sonja Print Award”. Her skal hun uddele den største pris indenfor grafisk kunst i hele verden. Det skriver norsk Se & Hør.

Men den norske dronning kommer ikke uden om store middage. Fredag skal hun deltage i en gallamiddag i New York afholdt af “The American Scandinavia Foundation”, hvor hun får tildelt en ærespris sammen med tidligere generalsekretær i Nato og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Selvom dronning Sonja ikke deltager i fejringen i Danmark, så har hun højst sandsynligt sendt dronningen en kærlig hilsen eller to.

Newspaq

Powered by Labrador CMS