Ex-DF'er bekender politisk kulør

Har meldt sig ind i nyt parti

Udgivet Opdateret

Den tidligere formandskandidat i Dansk Folkeparti Martin Henriksen, som sad i Folketinget for DF fra 2005 til 2019, melder sig ind i Nye Borgerlige.

Det skriver partistifter Pernille Vermund i et nyhedsbrev.

- Jeg har altid vidst, at Martin er en værdikriger, der kæmper for vores kulturarv, værdier og traditioner, skriver Vermund.

- Jeg kendte dog ikke Martin Henriksen personligt, da jeg første gang hørte om hans interesse for vores parti og lysten til at komme med om bord. Men efter nogle gode møder og samtaler, hvor jeg lige skulle se Martin an, har han gjort et positivt indtryk på mig, skriver Pernille Vermund og fortsætter:

- Jeg har lært Martin at kende som en jordnær og ordentlig mand, der spiller med åbne kort og taler lige ud af posen. Sådanne mennesker har jeg det bedst med. Mennesker, der kalder en spade for en spade og er i øjenhøjde med danskerne, skriver Vermund.

Tabte til Messerschmidt

Henriksen gik efter formandsposten i DF 23. januar sidste år, men tabte magtkampen til Morten Messerschmidt.

Efterfølgende meldte Henriksen sig ud af DF.

Begrundelsen var, at han ville ikke være i DF med Messerschmidt som formand.

I dag sidder Martin Henriksen i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.

Powered by Labrador CMS