Farlig sygdom opdaget for første gang i fem år

En familie var på besøg fra udlandet. De gik til lægen, fordi deres fem-årige havde visse symptomer.

Udgivet Opdateret

Den er et regne for den farligste af alle børnesygdomme, og nu er den tilbage. I Costa Rica har man været mæslingefrit i fem år, men Independent skriver, at den frygtede sygdom er tilbage i landet.

Landets sundhedsministerium fortæller, ifølge Independent, at en fem-årig dreng, og dennes forældre, kom til landet 18. februar. Familien er fra Frankrig, og under opholdet i Costa Rica opsøgte de en læge.

Det gjorde de, fordi drengen havde et uforklarigt udslæt. Forældrene fortalte lægen, at flere børn på drengens skole i Frankrig har haft mæslinger, og at hverken drengen eller hans mor i øvrigt var vaccieret mod sygdommen.

Den fem-årige dreng er nu indlagt i isolation på Monseñor Sanabria Hospital i havnebyen Puntarenas.

Meget smitsom sygdom

Costa Ricas sundhedsministerium arbejder nu på at finde ud af, hvem der har været i kontakt med drengen og hans forældre. De franske myndigheder er også informeret om hændelsen, der markerer første gang siden 2014, at der konstateres et tilfælde af mæslinger i Costa Rica.

Historien melder ikke noget om, hvorfor drengen ikke var vaccineret til at starte med, eller om andre personer er blevet smittet som følge af, at de har været i nærheden af den sygdomsramte dreng.

Newsbreak.dk har tidligere talt med Bolette Søborg, læge ved Sundhedsstyrelsen, om vaccinationer, og hun fortalte dengang, at går én person, syg med mæslinger, gennem en lufthavn, vil alle de uvaccinerede, vedkommende møder, være i fare for at blive syge.

– Det er stort set den mest smitsomme sygdom, vi kender, sagde Bolette Søborg dengang til Newsbreak.dk.

Invaliderede børn

Hvor mæslinger i Danmark er et sjældent syn, er det det ikke andre steder i verden, hvor sygdommen stadig ccirkulerer. Rejser man ud i verden med børn, der ikke er vaccinerede, er der en reel risiko for, at de møder uvaccinerede syge børn på rejserne.

Bolette Søborg har tidligere fortalt Newsbreak, at mange af de børneygdomme, vi vaccinerer mod i Danmark, kan virke fjerne for de forældre, der skal sørge for, at børnene får deres vaccinationer, fordi mange af de forskellige sygdomme ikke er særligt udbredte i Danmark mere. Men sådan har det ikke altid været.

– I Danmark var der tidligere mange børn, der levede med svær hjerneskade som følge af mæslinger. Der var raske børn, der i forbindelse med mæslinger udviklede hjernebetændelse og permanent blev invalideret som følge af sygdommen. Det blev let glemt i dag, sagde Bolette Søborg, da vi talte med hende om vacciner i 2018.

Costa Ricas sundhedsministerium opfordrer alle, der oplever symptomer på mæslinger, at de kontakter en læge.

Powered by Labrador CMS