Fartkontrol: Se politiets svar på kritikken

Nordsjællands Politi har svaret på kritikken, der kommer på den øgede fartkontrol. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Mange borgere er utilfredse med den øgede fartkontrol. Nu svarer Nordsjællands Politi på kritikken

“Burde I ikke prioritere jeres ressourcer på en anden måde?”

Sådan skriver Nordsjællands Politi på deres Facebook-side – et spørgsmål, de ofte møder. Spørgsmålet går på den øgede fartkontrol, der for en stor del af borgere ses som “en ekstra skat”.

Men for politiet handler den øgede fartkontrol i høj grad om sikkerhed. Nordsjællands Politi skriver, at svaret ikke er så sort/hvidt:

– Vi skal prioritere mange vigtige opgaver i politiet, og færdselssikkerheden er en af dem. At redde menneskeliv kommer altid i første række, og derfor er fokus på færdselssikkerheden et af de prioriterede områder.

For mange bliver dræbt i trafikken

Et af kerneområderne for politiet handler om dræbte i trafikken:

– Vi har gennem de sidste 5 år mistet 1.015 borgere, der blev dræbt i trafikuheld, hvor bl.a. hastigheden har været en faktor.

– I 2014 blev 182 personer dræbt i trafikken, i 2000 blev 498 dræbt, og tilbage i 1971 blev 1.213 mennesker dræbt i trafikken. I 1971 var der i øvrigt ingen hastighedsbegrænsninger i Danmark, idet de først blev genindført i 1974, efter de var blevet afskaffede i 1953.

For politiet kan drab ikke gøres op i penge, men regnestykket er alligevel til at tage og føle på:

– En nedgang i antallet af dræbte og tilskadekomne i perioden fra år 2000 og frem til 2012 har sparet samfundet for en udgift på 71 milliarder kroner, når der alene ses på de direkte målbare omkostninger ved trafikulykker. De menneskelige omkostninger ved at miste et familiemedlem, en ven eller en bekendt kan ikke gøres op i penge.

“Vi vil hellere have, at I bidrager til færdselssikkerheden end til bødekasserne”

Budskabet fra politiet er enkelt: Det handler om sikkerhed – ikke penge.

– I denne uge er hastighed som nævnt et indsatsområde, som vi og de andre politikredse fortæller om på Facebook, Twitter og politiets hjemmesider. Det gør vi for at advare de, som ikke kan styre speederen, så de kan undgå at bidrage til bødekassen, men i stedet nedsætte hastigheden og bidrage til færdselssikkerheden til gavn for os alle. Politiressourcerne til denne indsats er ret beskedne set i forhold til de øvrige opgaver, vi løser i hverdagen.

– Og ovenstående gentager vi lige på en linje for sig selv: Vi vil hellere have, at I bidrager til færdselssikkerheden end til bødekasserne.

Powered by Labrador CMS