-Find nu en løsning

Sunweb og Apollo, der samarbejder med SAS, opfordrer til en løsning, så danskere trygt kan rejse på ferie

Udgivet Opdateret

Flere rejseselskaber opfordrer nu til en løsning mellem SAS-piloterne og deres arbejdsgiver.

Et af de selskaber er Sunweb, der samarbejder med SAS om at flyve tusinder af danskere på ferie.

På grund af SAS-piloternes strejke er der dog indtil videre mere end 6000 af Sunwebs kunder, der er blevet påvirket af strejken.

Fortsætter strejken, vil endnu flere få aflyst deres afgange, varsler Mattijs ten Brink, direktør i Sunweb Group.

- Jeg kalder på begge parter for at finde en løsning hurtigst muligt, da strejken har store konsekvenser for både branchen og feriegæsterne, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Har sendt brev

Også Apollo, der ligeledes flyver tusinder af danskere på ferie med SAS-fly, ser gerne, at der snart findes en løsning mellem parterne.

- Vi har nu sendt et brev til SAS og pilotforeningen, hvor vi på det kraftigste opfordrer parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo, til Ekstra Bladet.

Mens SAS endnu ikke er enedes med piloterne om en ny overenskomstaftale, som hele konflikten drejer sig om, så ser parterne ud til at være blevet enige om, at strandede danskere i udlandet skal hentes hjem.

Konkret lægges der op til, at piloterne bryder deres strejke for at hente de strandede turister hjem til Danmark. Piloterne ønsker dog kun at hente folk hjem og ikke flyve danskere ud på ferie.

3000 strandet

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at omkring 3000 af de Apollo-turister, der er strandet i blandt andet Grækenland, vil blive fløjet hjem fredag.

- Vi er enormt taknemmelige. Der er mange, der nu skal hjem, som har været bekymrende, siger kommunikationschef Sandra Miller Kinge fra Apollo til TT.

Sunweb og Apollo, der samarbejder med SAS, opfordrer til en løsning, så danskere trygt kan rejse på ferie - og komme hjem igen.
Sunweb og Apollo, der samarbejder med SAS, opfordrer til en løsning, så danskere trygt kan rejse på ferie - og komme hjem igen.

SAS er født som skandinavisk samarbejdsprojekt

* SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.

* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.

* Før coronakrisen havde SAS mere end 800 daglige afgange, og om året fløj selskabet omkring 30 millioner passagerer til over 125 destinationer i verden.

* Coronakrisen har dog givet et stort dyk i antallet af afgange og passagerer, og det har naturligt nok gjort ondt på SAS’ økonomi.

* I marts fløj selskabet eksempelvis med omkring en million passagerer. Det var cirka 60 procent færre passagerer end i samme måned året før.

* Sverige og Danmark ejer 29 procent af aktierne i SAS. Tidligere har den norske stat også været aktionær.

* SAS har i alt 13.000 ansatte. Det er dog inklusive deltidsansatte. Opgjort i fuldtidsstillinger har selskabet samlet 11.000 ansatte.

Kilder: SAS og Ritzau.

Powered by Labrador CMS