Forskere genopliver dyr efter 30 år på frost

Det er lykkedes japanske forskere at tø et dyr op, så det levede videre, efter 30 frosne år.

Udgivet Opdateret

Lige nu ligger kroppene eller dele af kroppene fra mere end 130 afdøde personer nedfrosset hos firmaet Alcor. Her venter de på, at teknologien og lægevidenskaben måske en dag udvikler sig så langt, at de kan tøs op og bringes tilbage til livet. Over 1.000 personer har betalt for at blive frosset, når de engang dør.

For de håbefulde mennesker, der drømmer om at kunne forlænge deres liv, er der nu muligvis blevet ekstra grund til optimisme. Det er nemlig lykkedes for forskere på det japanske institut for polarforskning i Tokyo at optø et dyr, der havde været frossent i over tredive år, skriver Gizmodo.

Det bemærkelsesværdige dyr, der udførte den vilde genopstandelse var en tardigrad, der blev indsamlet på Sydpolen i 1983. Tardigrader er mikroskopiske dyr, der er kendt for deres ekstreme hårdførdhed. De er omkring en halv millimeter lange, og kan overleve både ekstrem dehydrering, radioaktiv stråling og altså også ekstrem og langvarig frost. De kan også overleve i rummet.

De japanske forskere holdt nøje øje med det lille dyr, som blev døbt SB-1, da de forsøgte at tø det op, og det tog da også en rum tid at vågne fra den frosne lur, da forskerne tog det ud af fryseren i 2014.

– SB-1 viste først tegn på begrænset bevægelse i dets fjerde par ben på den første dag, efter det var blevet rehydreret. Det skred frem til at den drejede kroppen samt bevægede sine første og tredje par ben fra dag fem, men bevægelserne var fortsat langsomme. Efter den forsøgte at løfte sig selv på dag seks, begyndte SB-1 langsomt at kravle på dag ni, skriver forskerne i deres rapport.

Den hårdføre SB-1 endte endda med at lægge æg, og 14 af dem klækkede, som de skulle, og dens afkom havde det fint.

Andre organismer er også observeret, hvor de er levet videre, efter at have været frosne i 30 år.

Men der er dog stadig nok et godt stykke vej fra at genoplive denne mærkværdige organisme og så et helt menneske.

Powered by Labrador CMS