Forskere laver sæd i laboratorium

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Franske forskere hævder, at de som de første i verden har lavet sædceller i reagensglas.

Det er for første gang nogensinde lykkedes at producere sædceller i et laboratorium, siger franske forskere. Det er firmaet Kallistem i Lyon, der hævder, at det er lykkedes dem at skabe menneskelige sædceller uden for en menneskekrop ved at “dyrke” dem kunstigt ved brug af væv fra testikler, skriver blandt andre The Independent. Dermed er der håb om, at metoden kan bruges til at hjælpe mænd med fertilitetsproblemer.

Kallistem vil dog ikke offentliggøre beviser eller nærmere detaljer om deres videnskabelige gennembrud, før det efter planen bliver patenteret i juni.

Derfor forholder dele af den videnskabelige verden sig stadig skeptisk og tilbageholdende med reaktionerne på nyheden.

– Påstande som denne kan ofte give hjertesorger for par med fertilitetsproblemer, som får deres håb sat op for blot at få håbet knust igen, når det ikke viser sig at kunne bruges til en tilgængelig behandling, siger Allan Pacey, der er professor med speciale i mandlig fertilitet på University of Sheffield.

Kallistem er i gang med at indsamle midler til at gå videre med forskningen, og firmaet forventer at kunne begynde kliniske forsøg på mænd med lav fertilitet i løbet af to år.

 

 

 

Powered by Labrador CMS