Forsøger at smugle hash ind i arrest – med vandballoner

Opfindsomt, måske. Men også dumt ...

To mænd forsøgte at smugle hash ind i Esbjerg Arrest ved hjælp af vandballoner. Det gik ikke. Foto: Stefan Schurr/Panthermedia/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Opfindsomheden vil åbenbart ingen ende tage, når det drejer sig om at få ulovlige stoffer ind i de danske arresthuse.

I hvert fald ikke ifølge et tweet fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Heri står der, at to mænd på 20 og 26 år lørdag eftermiddag forsøgte at smugle hash ind til indsatte i Esbjerg Arrest ved hjælp af flyvende vandballoner.

På trods af en lang række forsøg har det ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til politikredsen, men til Ekstra Bladet siger vagtchef Erik Lindhardt:

– Det var arresten, der bemærkede, at der blev kastet genstande over porten. Det var så balloner med vand i, hvor der også var en klump hash på cirka ti gram i hver ballon.

Forehavendet mislykkedes, og de to personer blev anholdt.

Begge blev sigtet for indsmugling og forsøg på kontakt til indsatte.

Powered by Labrador CMS