Forsvandt i 2004: Nu leder politiet efter Trines lig

Politiet leder efter liget af en kvinde, der forsvandt i 2004. Flere grave undersøges nu.

Udgivet Opdateret

Trine Frantzen blev meldt savnet 13. maj i 2004. Hun blev sidst set seks dage tidligere, da hun var til fest hos nogle venner.Politiet behandler hendes forsvinden som en drabssag – alligevel er liget aldrig fundet.

Nu ledes der igen.

Da Trine Frantzen forsvandt var hun 32 år gammel – og en del af misbrugsmiljøet i Bergen og Os i Norge.

Til norske VG har den forsvundes søstre forklaret, at Trine et år før hun forsvandt blev turet på livet af en navngiven mand, der også skulle have slået hende flere gange.

Sidste livstegn 4. maj

Det sidste livstegn fra Trine kom tirsdag den 4. maj. Her ringer hun til sin søster, Mona Indevær.

Her fortæller hun, at hun bliver jagtet af manden og bad om at måtte komme hjem til sin søster.

– Men jeg sagde nej, for hun var tydeligt fuld. Jeg sagde, hun skulle opsøge et krisecenter, har søsteren fortalt til VG.

24. maj var Trine Frantzens fødselsdag. Men ingen hørte fra hende.

– Hun ville have ringet til sin søn, hvis hun havde været i live. Jeg synes også, det er underligt, hun ringede til mig den 23. april for at sige tillykke – fem dage før min fødselsdag. Det er aldrig sket før, siger Mona Frantzen, der også mener, at det er et tydeligt tegn på, Trine var bange i den periode.

To personer, en af dem en tidligere sambo, blev i 2007 sigtet for drab på Trine Frantzen – de sigtelser er dog senere frafaldet på grund af manglende beviser.

Leder efter Trine Frantzen på kirkegård

Nu leder politiet altså igen efter liget af Trine Frantzen. Denne gang på en kirkegård i bydelen Fana i Bergen.

Det skriver norsk TV2.

Det er firmaet Cowi, der står for undersøgelserne af en række grave på en kirkegård i bydelsen. Det er dog ikke første gang, man har søgt netop her.

– De skal lave nye søgninger med stærkere instrumenter og bedre udstyr og scanne 12 grave igen, siger Audun Hadler-Olsen, politioverbetjent, til Bergens Tidende.

Og det er ikke første gang, sagen er blevet genoptaget i løbet af årene.

Et program på TV Norge i 2018 førte dog til en række tip. Et af dem lød på, at hun var slået ihjel med en overdosis og dumpet i en anden person grav.

Derfor ledes der altså efter liget af Trine Frantzen på Øvsttun Kirkegård.

Kilder: NRK, Bergens Tidende, VG, TV2.

Powered by Labrador CMS