FTF-formand: Ærgerligt at miste Mette F.

Bente Sorgenfrey, der står i spidsen for FTF, beklager Mette Frederiksens afgang som beskæftigelsesminister. Foto: Irene Stelling/free
Udgivet Opdateret

Formanden for FTF beklager Mette Frederiksens (S) farvel til beskæftigelsesministeriet. Men afløseren er solid, siger Bente Sorgenfrey.

Knap tre års detailviden på beskæftigelsesområdet og relationer til fagbevægelsen går tabt med Mette Frederiksens overtagelse af justitsministerposten.

Det mener formand for hovedorganisationen FTF Bente Sorgenfrey efter den ottende ministerrokade under SR-regeringen, som aktuelt er blevet udløst af justitsminister Karen Hækkerups (S) afgang fra politik til fordel for posten som direktør for Landbrug & Fødevarer.

– Jeg er ærgerlig over at miste Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister. Vi har haft et godt samarbejde, og der er nogle store udfordringer foran os i forbindelse med finanslovforhandlingerne og arbejdet med dagpengekommissionen, siger Bente Sorgenfrey til Nyhedsbureauet Newspaq.

Omvendt kender hun den nye beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) som en dreven herre i dansk politik, der ikke behøver at starte fra bunden med sit nye ministerområde.

– Det har været rart at have tæt kontakt til Mette Frederiksen. Men Henrik Dam Kristensen er også en dygtig politiker, som jeg har et godt samarbejde med, og som kender arbejdsmarkedet. Jeg er sikker på, at han følger den politiske linje, der er lagt, og som Mette Frederiksen har båret igennem, siger Sorgenfrey.

Newspaq.

Powered by Labrador CMS