Har du set dette tyve-par?

Et udenlandsk par rippede forretningen Odins Klinge for smykker til en værdi af 90.000 kroner. Har du set parret?

Udgivet Opdateret

Et udenlands par svindlede sig i går til smykker i en forretning. Nu beder Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse om hjælp til af finde de svigagtige tyve.

En kvinde og en mand kom i går torsdag klokken 10.45 ind i Odins Klinge i Vestergade i Tønder, hvor de på engelsk bad om at se på smykker i guld.

De endte med at ville købe nogle kæder, som blev pakket ind.

Da de skulle betale, viste det sig, at de ikke havde Euro nok. Derfor tog ekspedienten posen, hvor æsken med kæderne lå i, satte den ned bag disken og viste parret vej til nærmeste pengeautomat.

Fingerfærdigt par

Undervejs er det dog lykkedes parret at få kæderne ud af æsken og formentlig ned i kvindens taske. Det er sandsynligvis sket, mens ekspedienten tjekkede deres Euro sedler for ægthed. Først senere da parret ikke dukkede op igen, opdagede ekspedienten, at kæderne var væk.

Du kan se parret på den række fotos, der er taget af videoovervågningen i forretningen.

De to personer beskrives som: Kvinde. Østeuropæisk af udseende og med langt, sort hår. Hun medbragte en sort/sølvfarvet skuldertaske og talte engelske.

Hendes partner beskrives som: Mand. Ligeledes østeuropæisk af udseende og med kort, sort hår. Også han talte engelsk.

Ifølge jv.dk har de stjålne smykker en værdi af 90.000 kroner.

Hvis du har set parret eller har andre oplysninger i sagen – kontakt lokalpolitiet i Tønder på telefon nummer 114.

Powered by Labrador CMS