Hareide føler sig misforstået i debat om Tjekkiet-kamp

Åge Hareide præciserer, at han ikke er modstander af tirsdagens testkamp ude mod Tjekkiet.

Landstræner Åge Hareide mener, han er blevet misforstået. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Danmarks fodboldlandstræner, Åge Hareide, vil gerne have tirsdagens testkamp mod Tjekkiet afviklet.

Det understregede Hareide på et pressemøde i Prag mandag – dagen efter han ved en presseseance gav udtryk for, at han helst havde været kampen foruden.

I kontante vendinger fortalte nordmanden, at han føler sig misforstået. Og jo mere han talte om kampen mod tjekkerne, jo mere hidsig blev han.

– Jeg vil gerne præcisere en ting. Det er kommet frem, at jeg var modstander af at spille mod Tjekkiet. Det var jeg ikke. Det var en refleksion, fordi vi i sommer blev enige om at spille kampen, fordi vi havde behov for en udekamp før kampen mod Rumænien, siger Hareide og fortsætter:

– Jeg sagde, det var en ugunstig dato, fordi spillerne har meget pres på sig og spiller mange kampe. Jeg sagde ikke, at jeg ikke ville spille kampen.

Han understregede, at det er omstændighederne omkring kampen og ikke selve kampen, der har frustreret ham.

– Jeg er slet ikke modstander af kampen. Jeg ville have kampen. Bare så det er præciseret. Jeg håber, det kommer rigtigt og korrekt frem, siger landstræneren.

Debat om kamp

Tirsdagens testkamp har været til debat de seneste dage, fordi den ene spiller efter den anden har forladt truppen grundet småskader.

Seks spillere, der var med i truppen til fredagens 4-1-sejr over Kasakhstan, har forladt lejren for at vende tilbage til deres respektive klubber.

Derfor måtte Hareide søndag forholde sig til kampen i Tjekkiet, der altså bliver afbudspræget og spilles flere måneder inden den næste VM-kvalifikationskamp.

Selv om landstræneren er ophidset over, at det er fremstillet i medierne, som om han helst ville have undgået at spille mod Tjekkiet, så var det præcis, hvad han fik sagt under søndagens presseseance.

Søndag sagde Hareide således:

– Jeg havde helst set, at vi ikke havde spillet den, fordi jeg ved, hvor problematisk det kan være midt i en hård programperiode.

– Vi går ind i slutfasen i Champions League, hvor klubberne skal forsøge at gå videre fra gruppespillet.

Dansk Boldspil-Union (DBU) havde tidligere mandag ingen kommentarer til udtalelserne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS