Helikopter flyver ind i bygning i New York

En helikopter har ramt en bygning på Manhattan.

Udgivet Opdateret

Opdatering:

Der er intet, der tyder på, at der var tale om en terrorhandling, siger byens borgmester, Bill de Blasio, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Piloten, som var den eneste om bord, forsøgte at foretage en nødlanding på taget af en bygning, siger New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, til CNN.

Styrtet er sket i heftigt regnvejr. Det vides endnu ikke, om regnvejret er årsagen til styrtet.

Over 100 brandmænd og adskillige brandbiler er til stede ved bygningen, hvor styrtet skete.

Brandvæsenet skriver på Twitter, at branden er blevet slukket, og at mandskab på stedet håndterer brændstof, der lækker fra helikopteren.

Nathan Hutton, der arbejder på 29.-etage i bygningen, siger til nyhedsbureauet AFP, at der ikke var panik blandt personerne i bygningen.

– Vi mærkede, at hele bygningen rykkede sig. Vi troede, at det var et jordskælv eller noget i den stil. Noget småt som det. Men to minutter efter gik alarmerne, siger Nathan Hutton.

Ifølge Det Hvide Hus er præsident Donald Trump blevet briefet om situation og holder øje med den.

New York City har en historie med både mindre og større helikopterstyrt.

I sidste måned nødlandede en helikopter i Hudson-floden, hvor piloten slap stort set uden skader.

Sidste år døde fem personer, da en sightseeinghelikopter styrtede ned i East River.

Original artikel:

En helikopter er fløjet ind i en bygning i New York.

Det oplyser flere medier og byens brandvæsen.

Ifølge NBC har helikopteren ramt øverst i en 54 etagers kontorbygning på Seventh Avenue/West 49th Street på Manhattan.

Opdateres …

Powered by Labrador CMS