I dag klokken 17.21 sker der noget ganske særligt

Vintersolhverv 2017 markerer dagen, hvor dagene igen bliver længere. Vi skal dog lige gennem den længste nat i ét år, inden vi kommer så langt.

Vintersolhverv 2017 markerer, at vi er på vej mod lysere tider. Arkivoto: Henning Bagger/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Går du og venter på vintersolhverv 2017? Så hold øje med uret og glæd dig, når klokken slår 17.21. Der er det vintersolhverv 2017. Danmarks Meteorologiske Insitut, DMI, fortæller, at vintersolhverv betyder, at torsdag er årets korteste dag.

Det betyder også, at natten til fredag vil være årets længste og for alle de, der savner solen, betyder det, at der er flere lyse timer på vej, og mindre nattemørke for hver eneste døgn i de næste seks måneder.

Vintersolhverv 2017 betyder også, at borgere i København vil opleve en nat, der er 16 timer og 59 minutter lang, mens natten i Skagen vil være 17 timer og 28 minutter lang, ifølge DMI. Det lyder jo ret beset en lille smule deprimerende, med så lang en nat, men der er i ordets bogstaveligste forstand lys forude, eftersom at dagene kun bliver længere fra nu af, og til vi rammer sommersolhverv 2018.

Solen er langt væk

Men hvad betyder det, at vi har vintersolhverv, sådan rent praktisk? Ifølge DMI ikke andet, end at vintersolhverv er den dag på året, hvor Jordens nordlige akse hælder mest mulig væk fra Solen, hvilket altså giver os korte dage uden megen sol.

Selvom det er i dag, der er vintersolhverv, havde vi ifølge DMI dagen med den tidligste solnedgang 15. december, mens vi 29. december vil opleve årets seneste solopgang. Og er man blandt dem, der savner solen helt eminent, er det værd at vide, at sommersolhvervet i 2018 byder på en dag, hvor solen vil være oppe i cirka lige så lang tid, som den i dag vil være nede; altså mere end 17 timer.

Du kan læse mere om sommer- og vintersolhverv hos DMI.

Powered by Labrador CMS