Jeanette Ottesen overfaldet: Melder afbud til DM

Den danske svømmer Jeanette Ottesen er så medtaget efter et overfald, at hun melder fra til DM i juli. Arkivfoto: John MacDougall/Scanpix
Udgivet Opdateret

Jeanette Ottesen må ikke svømme de næste tre uger, efter hun tirsdag eftermiddag blev overfaldet på Østerbro

Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeanette Ottesen og hendes kæreste Marco blev tirsdag eftermiddag overfaldet i deres bil.

Svømmestjernen og kæresten Marco Loughran holdt for rødt på Østerbrogade i København. Da der blev grønt, var Ottesen ikke hurtig nok i optrækket, skriver Ekstra Bladet.

– Han kørte nærmest op i os, så rundt om os, og så ind foran os og stoppede, så jeg var ved at køre ind i ham, fortæller den rystede svømmer til avisen.

Det gik værst ud over Marco

Mens Jeanette Ottesen slap med en brækket lillefinger og et par andre forstuvede fingre, gik det værre ud over Marco Loughran. Han fik et flækket øjenbryn, fire flækkede tænder, hul i hovedet og noget af øret er revet op.

En man af udenlandsk udseende blev provokeret i et lyskryds, og han havde ifølge Ottesen en 10-årig dreng på passagersædet.

– Manden begynder at slå og sparke Marco, og Marco advarer ham derfor og siger, at hvis han sparker igen, så slår han også igen. Manden sparker så, og derfor slår Marco ham, som han havde advaret om.

– Der kommer en masse mennesker med udenlandsk baggrund for at hjælpe, eller det vil sige, at de hjælper ikke os. De trækker Marco væk fra manden og siger til Marco, at han skal forsvinde. De opfører sig ret truende, siger svømmeren.

Herefter troede Ottesen, at overfaldet var slut.

Kunne ikke åbne sikkerhedsseler

Mens parret holdt ind til vejsiden, kommer manden tilbage og begynder at slå gennem bilruden.

– Jeg kigger i bakspejlet, og jeg ser en mand komme tæt på, jeg når lige at sige, Marco ’hvem er det?’, og så får min kæreste et slag i hovedet med knytnæve – og efter det får han seks knytnæveslag mere.

– Vi har sikkerhedsseler på, så vi kan intet gøre. Marco prøver at få sin sele af, og jeg forsøger at beskytte hans ansigt imens, og det er her, jeg får nogle slag på hænderne, som brækker og forstuver mine fingre.

Det lykkes derefter Marco Loughran at få selen op, komme ud af bilen og få skubbet manden væk, fortæller Ottesen. Svømmeparret når at få mandens nummerplade og har anmeldt ham til politiet.

Melder afbud til DM

Jeanette Ottesen har fået at vide, at hun ikke må svømme de næste tre uger, så hun må melde afbud til DM i starten af juli. Det bliver også problematisk at træne til VM i Rusland om halvanden måned.

Parret er stadig i chok efter overfaldet, men de fik psykologhjælp tirsdag eftermiddag.

Jeanette Ottesen tror, at de de simpelthen var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

– Manden, der angreb os, havde nogle meget onde øjne. Det var som om, at han bare var ude på at gøre nogen fortræd. Og så var det bare lige os, der var tættest på, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Københavns Politi har bekræftet over for Ekstra Bladet, at der er indgivet en anmeldelse på overfaldet, og at gerningsmanden eftersøges.

Powered by Labrador CMS