Kaffeautomaten holder på en stor hemmelighed: Denne kaffe findes slet ikke i virkeligheden

Danskere landet over har levet med en løgn i årevis, da en populær kaffevariant slet ikke eksisterer. Det er blot en opfindelse, der kun findes i Danmark.

Kaffemaskinen på kontoret, i skolen eller bare derhjemme gemmer på en stor hemmelighed. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Hvis du står foran en stor kaffeautomat – og har lyst til et sødt islæt, så har du måske valgt den søde variant Wiener Melange, men den kaffe findes slet ikke i virkeligheden – det er en opfindelse, der kun eksisterer på danske kaffeautomater.

Den søde drik er måske knappen, du aldrig har turdet trykke på. Det kan også være, at Wiener Melange er kaffen, du har opgivet af udtale. Og en ting er sikkert og vist, der er ingen, som helt ved, hvad der egentlig er i.

Men Jeanette Antonsen, der er Business Unit Manager ved Merrild Lavazza Danmark, afslører nu i et interview med DR, hvad den mystiske drik egentlig indeholder.

– Det er blevet kaffens svar på biksemad, hvor alt, der kan gå i en kaffe, er kommet i, oplyser hun til DR.

Det er typisk en blanding af kaffe, kakao, sukker og flødepulver, som finder vej til koppen, hvis man trykker på den sagnomspundne knap.

Den danske ‘biksemad’ er uendeligt langt fra originalen

Selvom den danske version af en Wiener Melange eksisterer, så kan den ikke være længere fra den version, som serveres i Østrigs hovedstad, Wien. Kaffen er en blanding, som kun findes i Wien – og den minder mest af alt om en cappuccino, hvor der hverken er kakao eller sukker i.

Hvis du tager på en café i Wien og regner med at få en kaffeblanding, der svarer til den i kaffeautomaten, så bliver du slemt skuffet.

I Wien lyder opskriften nemlig på en sort kaffe eller espresso, der blandes op med varmt vand. Dernæst fyldes den med varm mælk, der matcher mængden af kaffe – inden den toppes af med et tykt lag mælkeskum.

Powered by Labrador CMS