Klar med ny kørekort-aftale
I fremtiden bliver det lettere for danskere, som besøger landet
Bilister fra Færøerne vil snart kunne bruge deres digitale kørekort i Danmark, og omvendt vil danskere kunne gøre det samme i Thorshavn.
Det skriver Transportministeriet.
Gensidig anerkendelse
Den danske transportminister Thomas Danielsen og den færøske transportminister Jóhan Christiansen har indgået en aftale om gensidig anerkendelse af digitale kørekort, hvilket vil gøre det lettere for bilister i begge lande.
Tæt samarbejde
- Vi har et godt og tæt samarbejde mellem Danmark og Færøerne, og derfor er det for mig også helt naturligt, at vi gensidigt anerkender hinandens digitale kørekort. Det har vi nu fundet en praktisk løsning på, og så snart reglerne er ændret, kan bilister fra både Færøerne og Danmark bruge deres digitale kørekort frit, siger transportminister Thomas Danielsen.
Den færøske transportminister, Jóhan Christiansen, er ligeledes glad for tiltaget.
Ønsker anerkendelse i EU
- Det skal være nemt at bruge sit digitale kørekort, uanset om man er i Danmark eller på Færøerne. Det her gør hverdagen lettere for mange. Håbet er også, at dette bliver et første skridt på vejen mod, at det færøske digitale kørekort kan blive anerkendt i flere EU-lande, siger han.
Det fremgår dog ikke fra hvornår den nye aftale er gældende.