Køb ikke dette brugt på nettet

Sørg for, at du kan inspicere produkterne selv, og tjek altid de gældende sikkerhedsstandarder.

Udgivet Opdateret

Det er dyrt at få børn. Og især for førstegangsforældre er der store investeringer at gøre, inden den lille ny kommer til verden.

Barnevogn, autostol og babyseng kan hurtigt løbe op i langt over 20.000. Så der er en del at spare ved at købe brugt.

Det er dog ikke alt til poderne, du skal købe brugt på nettet. (Læs længere nede i artiklen).

– For babyen betyder det ingenting, om barnevognen er ny eller ej. Bare den ligger trygt og godt og er mæt og glad, siger sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, som står bag rådgivningssiden netsundhedsplejersken.dk.

– Så der er intet i vejen for at købe barnevogn, vugge, tremmeseng og højstol brugt, så længe tingene lever op til gældende sikkerhedskrav, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge Forbrugerrådet Tænks seniorrådgiver Helen Amundsen, som arbejder med børne- og produktsikkerhed, udvikler EU’s sikkerhedsstandarder inden for børneomsorgsprodukter sig hele tiden.

Samtidig skal man være bevidst om risikoen for, at det brugte køb kan indeholde kemikalier, som det ikke længere er tilladt at bruge.

– For eksempel fraråder vi blødt legetøj fra før 2007, hvor vi fik forbud mod ftalater. I 2015 kom der ligeledes forbud mod visse flammehæmmere, siger Helen Amundsen.

– Så er man på udkig efter babylegetøj, kan det være fint at have i baghovedet, at det ikke skal være for gammelt.

Pas på arve-legetøj

I nogle familier går legetøj i arv. Og selv om det er en sød tanke, at barnebarnet kan lege med mormors gamle dukke, så aner man ikke, om den indeholde blødgørere eller blyholdig maling.

Det gælder også udstyr som fars gamle tremmeseng.

– I dag er der strenge krav til afstanden mellem tremmerne, siger Helen Amundsen.

Derimod kan dyner og puder godt gå i arv eller købes brugt, hvis det tåler at blive vasket ved 60 grader.

– Jeg ville dog ikke købe det, hvis det har stået i et rygerhjem, hvis det lugter dårligt, eller hvis dynen eller puden er meget gammel, siger Helen Lyng Hansen.

Køb dette fra nyt

Der er dog tre ting, man absolut skal købe fra ny: Sko, cykelhjelm og madras til sengen.

– Børns fødder er meget forskellige, og man skal være sikker på, at skoene sidder optimalt, så fødderne får støtte, siger Helen Lyng Hansen.

Madrassen skal være ny, så man er sikker på, at den er fri for støvmider. Eksponeres babyen for det, kan den udvikle allergi.

I stedet for at købe nyt eller brugt kan man også leje babyudstyr som tøj, transportposer, kravlegårde, autostole og brystpumper.

Leje i stedet for eje

Det kan typisk betale sig i forhold til autostole. De små vokser så hurtigt i begyndelsen, at det kan være en idé at leje en, inden man køber en, når barnet vejer mere og dermed kan bruge autostolen i længere tid.

– Den skal selvfølgelig være lovlig, genkendt og ikke have været involveret i uheld, så den har fået tryk. Det bør de steder, der udlejer autostole, kunne garantere, siger Helen Lyng Hansen.

Babyudstyr og sikkerhed

– Inden du lejer babyudstyr som autostol, så forhør dig, hvordan udlejeren forholder sig til de gældende sikkerhedskrav.

– Er der garanti for, at stolen ikke har været involveret i et trafikuheld, tester de selv produkterne – eller hvem tjekker dem efter hver udlejning?

– Køber du babyudstyr privat, men uden at kende sælger, så få fingrene i produkterne, inden du køber dem.

– Hvis det er en barnevogn, så tjek for eksempel, om den kan slås sammen, og om bremserne virker.

– Tjek generelt for slag og stød, om låsemekanismer virker, og om skruerne er skruet helt i.

– Spørg efter kvittering og brugsanvisning.

Kilde: seniorrådgiver Helen Amundsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Seniorrådgiver Helen Amundsen fra Forbrugerrådet Tænk tilføjer:

– Vi siger generelt, at når det kommer til brugte sikkerhedsprodukter som for eksempel autostole, skal man kun leje eller købe det af folk, man kender og stoler på, siger hun.

Powered by Labrador CMS