Kommentatorer tvivler på Yahya Hassan i Folketinget

Arkivfoto: Claus Bech/Scanpix
Udgivet Opdateret

Nationalpartiet er endnu ikke valgberettiget, og det ændrer Yahya Hassans kandidatur næppe på, mener Hans Engell.

Selvom den unge digter Yahya Hassan stiller op til Folketinget for Nationalpartiet, bliver det svært for partiet at opnå nok vælgererklæringer til at blive valgberettiget.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

– Det er lige på kanten, og jeg tror, det bliver svært for dem at nå det. Der har ikke været samme mediefokus, som der var omkring Elbæk (tidligere kulturminister Uffe Elbæk red.). Alternativet blev løbende dækket af de store aviser, radio og tv.

– Det har Nationalpartiet overhovedet ikke været i nærheden af. Det kan være, at det hjælper dem lidt, at han stiller op, men jeg tvivler meget på, om de kan nå det, selvom jeg ikke siger, at det er umuligt, men de mangler mange underskrifter, siger Hans Engell.

Mangler underskrifter

Nationalpartiet har indtil videre indsamlet over 15.000 vælgererklæringer, hvoraf over 8500 ifølge partiet er godkendt. Der kræves over 20.000 godkendte vælgererklæringer for, at et parti er opstillingsberettiget.

Endnu ved ingen, hvornår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) trykker på valgknappen. Folketingsvalget skal være afholdt senest 14. september.

Også politisk redaktør Elisabet Svane, Fyens Stiftstidende, tvivler på, at Yahya Hassans kandidatur er nok til, at partiet bliver opstillingsberettiget.

– Der er lang vej endnu, og de mangler mange stemmer, siger hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS