Kun med Kondom: Kæmpe penis er lige til at spise

I Aalborg skydes årets kampagne for seksuel sundhed “Kun med Kondom” i gang med et stort pen-is-event. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Årets kampagne for seksuel sundhed “Kun med Kondom” skydes i gang fredag den 5. september i Jomfru Ane gade i Aalborg.

Det hele begynder med en event med en spektakulær tre meter høj Pen-is (penis lavet af is) med indfrosne gavekort.

Isen bemandes af Marlene Simoni, Koordinator for Seksuel Sundhed samt unge sexualister fra Ungdomskolen, som uddeler kondomer. Samtidig indledes “Kun med Kondoms” landsdækkende konkurrence om Danmarks bedste måde at foreslå kondom på i Aalborg. Kun med Kondom kører i uge 37 og 38 over hele landet.

Risiko for kønssygdomme er større, end de fleste tror

Formålet med Sundhedsstyrelsens årlige sikker sex-kampagne Kun med Kondom er at begrænse udbredelsen af sexsygdomme blandt unge. Det primære budskab er, at de fleste piger ønsker, at deres partner bruger kondom. Samtidig er det vigtigt at fortælle, at risikoen for kønssygdomme er større, end de fleste tror.

I en kommune som Aalborg vurderer Sundhedsstyrelsen, at der årligt er 1600 unge, som smittes med klamydia siger Sundheds- og Kulturrådmand Mads Duedahl.

– Det er alt for mange, så det skal vi gøre noget ved, og erfaringen viser, at oplysning alene ikke er nok, derfor skal der nye og sjove events til for at fange de unge, slutter Mads Duedahl.

50.000 smittes med klamydia

Hvert år smittes cirka 50.000 med klamydia, og langt hovedparten er unge under 25 år. Derudover smittes mange tusinde med kønsvorter, herpes og andre sexsygdomme. I alt har mere end hver 4. ung på 25 år haft en sexsygdom mindst 1 gang. Mange unge undervurderer deres risiko for at blive smittet, ligesom de mulige konsekvenser af en sexsygdom også ofte undervurderes.

Powered by Labrador CMS