Kvinde overfaldet foran sin sin søn: Overfaldsmanden ville have barnet

Politiet jagter nu manden.

Kvinden forsøgte at stikke af fra Ølbycentret, hvor hun havde mødt manden. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 36-årig kvinde blev lørdag eftermiddag offer for et brutalt overfald. Overfaldsmanden er far til kvindens otte-årige søn, og overfaldet skete for øjnene af barnet og en veninde, kvinden var sammen med, da hun var i Køge for at hente barnet fra den 37-årige far.

– De havde aftalt at mødes et neutralt sted, tæt på mandens bopæl, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Newsbreak.dk.

Forsøgte at stikke af

Barnet blev overdraget og satte sig ind i kvindens bil. Da startede overfaldet. Ifølge politiet gik den 37-årige mand efter den 36-årige kvinde, og hun satte sig ind i sin bil for at komme væk.

Manden satte sig ind i sin bil. Han påkørte kvinden, inden hun kom væk og ud ad Stensbjergvej i Køge. Manden fulgte stadig efter, og kvinden forsøgte at lave en u-vending for at slippe af med ham.

– Da ser han sit snit til at bakke ind i hendes bil. Han står ud og smadrer ruderne på hendes bil, mens barnet sidder derinde. Mens de alle tre sidder derinde, fortæller Martin Bjerregaard.

Stak af

Manden krævede at få sit barn udleveret. Det fik han ikke. Han stak af. Han er nu efterlyst af politiet.

– Vi ved udmærket hvem han er. Vi har let på de steder, hvor vi umiddelbart ville formode, at han ville tage hen. Men han ved, at han er en jaget mand, og da han intet barn har, kan han jo gemme sig hos venner og bekendte, fortæller Martin Bjerregaard.

Kommunikationsmedarbejderen har også sit at sige om måden, hvorpå manden valgte at opføre sig for øjnene af sin egen søn.

– Hans adfærd er dybt forkastelig og særdeles strafbar, lyder det fra Martin Bjerregaard.

Powered by Labrador CMS