Læserbrev: Hvem ledsager de demente?
Læserbrev af Kristina Jørgensen, folketingskandidat (DF), Fru Jyttes Vej 1, 6000 Kolding.
Der er en alvorlig mangel i sundhedsloven og serviceloven, når der mangler et nedskrevet krav om ledsagelse af demente og svage ældre, der skal til lægen eller på sygehus.
Det er kommunernes ansvar at sørge for en ledsager til en svag eller dement ældre. Realiteten er desværre, at mange kommuner opfatter loven til kun at foreskrive, at det er kørslen af en ældre, som de er forpligtede til at iværksætte.
Men har en patient eller en dement ingen ledsager, så skal kommunerne også stille en ledsager til rådighed, der kan være til stede under lægesamtaler og modtage beskeder på den ældres vegne. Problemet opstår helt enkelt, fordi der ingen relevante paragraffer er i sundheds- og serviceloven.
Der kommer flere og flere ældre, heriblandt demente. Som velfærdssamfund har vi et ansvar overfor svage ældre, ligesom vi ikke kan tillade os altid at lægge kommunale ansvar over på de pårørende.
Derfor skal det fremgå af lovgrundlaget, at demente og svage ældre altid skal sikres fuld ledsagelse til lægen eller på sygehuset.