Lastbilchauffør sigtet for drab på Emilie

En 33-årig mand med en forhistorie som sædelighedsforbryder blev i august sigtet for manddrab på Emilie.

En 33-årig lastbilchauffør har været sigtet for manddrab på Emilie Meng. Foto: Privat.
Udgivet Opdateret

En 33-årig mand fra Kolding-området blev sigtet for manddrab på den 18-årige forsvundne Emilie Meng fra Korsør i slutningen af august måned.

Det bekræfter efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen over for Newsbreak.dk.

– På grund af omstændighederne er vi ikke gået ud med det, siger han til Newsbreak.dk.

Med omstændighederne mener han, at den 33-årige hurtigt blev frikendt.

– Men nu er historien jo ude, og min eneste kommentar er, at jeg kan bekræfte, han blev sigtet, siger Søren Ravn-Nielsen.

Træls oplevelse

– Min kone og jeg sad i august måned stille og roligt og hyggede os en aften. Pludselig banker det på døren, og så går min kone ud og åbner, og så står der fire betjente uden for min dør og siger, at de skal ind og snakke med mig, og så anholder de mig klokken 19.53 og siger, jeg er anholdt og sigtet for Emilie Mengs forsvinden, fortæller Emil, som er fornavnet på den 33-årige.

Det skriver BT, der har snakket med den sigtede. 

Han arbejder til daglig som lastbilchauffør i Sønderjylland og er tidligere dømt for en sædelighedsforbrydelse mod en mindreårig.

Efternavnet og identitet er BT bekendt og også bekræftet af politiet, men han ønsker ikke at stå frem med billede og efternavn af frygt for reaktionerne i sit lokalområde.

Emil blev ifølge BT efter anholdelsen kørt fra Jylland til Slagelse og tilbageholdt 30. august – lidt mere end en måned efter Emilie Mengs forsvinden.

Mens han var tilbageholdt og blev afhørt på politistationen i Slagelse og overnattede i arresten, gennemsøgte 16 betjente hans hus i Kolding-området og tjekkede hans alibi, samt inddrog alt hans elektroniske udstyr som computer og telefon for at tjekke op på ham. De gik også hans grund igennem for at se, om der var steder, der var nyopgravede i deres søgen efter Emilie.

Kammerat anmelder Emil

Det, der kan have kastet politiets søgelys mod lastbilchaufføren, kan være flere forhold. Det ene er, at han tidligere har været dømt for en sædelighedsforbrydelse mod en mindreårig, som han blev idømt tre års fængsel for.

En anden årsag er, at en tidligere kammerat til den sigtede anmeldte Emil, efter de to havde haft en samtale om Emilies forsvinden. Hvad der præcis er blevet sagt, står ikke helt klart, men på en eller anden måde har vennen fået en mistanke om, at det kunne være Emil, der havde bortført hende, og har derfor anmeldt ham til politiet, som tager alle henvendelser meget alvorligt.

Det viser sig dog, at den sigtedes gps i lastbilen påviser, han ikke var på sjælland dagen for Emilies forsvinden.

Politiet bekræfter også over for BT, at det ikke kan være den sigtede, som er skyld i Emilies forsvinden og han er ikke længere under mistanke.

Politiet har dog ikke oplyst, om han formelt set stadig er sigtet, men da han hverken er blevet stillet for en dommer og blev løsladt så hurtigt, er det klare indikatorer på, at politiet ikke går videre med sagen, og det bekræfter de også selv, da det ‘ikke har rod i virkeligheden,’ at den sigtede skulle have haft noget med Emilie Mengs forsvinden at gøre.

Oplevelsen har taget hårdt på den tidligere dømte, forklarer han til BT:

– Jeg har det skidt med det. Det går ud over min familie, og det er jeg lidt træt af. Og grunden til, at jeg gerne vil fortælle om det, er, at selvfølgelig skal politiet tage anmeldelser alvorligt, men jeg synes, de gjorde et for stort nummer ud af det. De kan jo godt lægge to og to sammen og tjekke mit alibi, før de kommer ud med 16 mand og gennemsøger mit hjem, siger han til avisen.

Politiet har ikke ønsket at kommentere sagen af hensyn til efterforskningen.

Powered by Labrador CMS