Livredder: Her er sommerens mest udbredte badefejl

Allerede nu har kystlivredderne haft flere livreddende aktioner, end de havde hele sidste sæson, fortæller kystlivreddernes chef.

Udgivet Opdateret

Denne sommer har været usædvanligt solrig, og derfor er antallet af strandgæster langs landets kyster også boomet.

Og alene i de første to uger, hvor landets kystlivreddere har været på arbejde, har de haft lige så mange livredningsaktioner, som de havde hele sidste sæson.

Det fortæller Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.

Han fortæller her om de hyppigste fejlkilder, og hvordan du selv kan undgå dem.

1) Snydt af fralandsvind

Noget af det, der ofte går galt – eller er ved at gå galt – er, når folk bliver snydt af fralandsvind, fortæller Anders Myrhøj. Her har livredderne allerede flere gange i år måttet gribe surfbrættet og kaste sig i bølgerne.

– Og det er især de her fralandshændelser med surfere og folk på luftmadrasser, siger han.

Et af baderådene lyder ellers, at man skal læse vinden og vandet. Men nogle bliver simpelthen snydt af, at stranden ser indbydende og vindstille ud, forklarer han.

– Og så lægger man sig ud på en luftmadras, hvor der egentlig er læ, men så kommer du blot fem-ti meter længere ud, hvor du ikke er i læ – og så tager vinden fat i dig, siger Anders Myrhøj.

Derfor lyder rådet, at du skal orientere dig om vinden, før du hopper i bølgen. For selve stranden kan godt ligge i læ af skoven eller klitterne, mens det kan blæse ude på havet.

Og hvis der er fralandsvind, så lad badedyr og luftmadrasser blive på land, siger livredderchefen.

2) Børn, der bliver væk fra forældrene

En anden hyppig problematik er forældre, som mister børn af syne, forklarer Anders Myrhøj.

Enten fordi der simpelthen er flere folk på stranden i år. Eller også fordi forældrene ikke holder godt nok øje.

– Vi har mange eftersøgninger af børn, som er blevet væk på stranden. Og der har også været hændelser med børn, som ikke har haft opmærksomme voksne eller søskende med sig i vandet, hvor det så også er blevet til farlige hændelser, siger han.

Livredderchefen henviser derfor til baderådet om, at forældre aldrig bør slippe deres børn af syne. Det er nemlig mere relevant end nogensinde før.

– Vores baderåd med aldrig at slippe børnene af syne har næsten fået ny relevans med smartphonens popularitet. For når vi finder de voksne til de bortløbne børn, så sidder folk ofte og kigger i deres telefon, siger han.

Så pas på med at fortabe dig i mobiltelefonen eller en samtale, mens ungerne bader. Og hvis du går hen til kiosken eller bilen for at hente noget, så tag børnene med.

– For der skal ikke ret meget uopmærksomhed til, så kan barnet komme ned og få slugt en masse vand, siger Anders Myrhøj.

3) Badning tæt på høfder og moler

En anden udbredt problematik er badning tæt på moler, høfder og havneområder.

Og alene ved den nordsjællandske kyst har man i år set flere episoder, hvor folk kom i knibe ved molerne på grund af pålandsvind. Et af uheldene med dødelig udgang.

– Der opstår nemlig ofte udadgående strømme, når der er pålandsvind og bølger. Og det skaber den samme problematik, man kender fra revlehuller, siger Anders Myrhøj.

I pålandsvind bliver vandet nemlig presset mod molen med så stor kraft, at vandet har svært ved at trække sig tilbage. Og når vandet finder en vej ud, er strømmen typisk meget kraftig og kan trække en svømmer langt til havs.

Derfor anbefaler kystlivredderne, at man undlader at bade i nærheden af moler, høfder og havneområder. Særligt i pålandsvind.

– For der er både det faremoment, at man kan slå sig på stenene eller komme i klemme, og så er der den her udadgående strøm, siger Anders Myrhøj.

Revlehuller

Et andet fænomen, der kan gøre badeturen meget farlig er revlehuller – tidligere kaldt hestehuller. Revlehuller forekommer ved alle strande, hvor der er revler. Du kan læse meget mere om revlehuller, og hvordan du skal gøre, hvis du bliver fanget i et, i denne artikel.

De fem baderåd:

1. Lær at svømme: Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selv om du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vande: Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet, og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vande: Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold, og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende: En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet.
Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne: Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger.
Hold godt øje med børn, og sørg for ikke at blive distraheret.

Kilde: TrygFonden og Dansk Svømmeunion.

Powered by Labrador CMS