Mandlig sygeplejerske suttede og onanerede på patient

Under årets karneval i Aalborg blev en stærkt beruset mand krænket seksuelt under indlæggelse, mener politiet.

Nordjyllands Politi har tiltalt en 46-årig sygeplejerske for at have krænket en patient. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

En 46-årig mandlig sygeplejerske er anklaget for at have misbrugt en 23-årig mand under karnevallet i Aalborg.

Det skriver TV 2 Nord, der har læst anklageskriftet.

Den 23.årige mand var blevet bragt ind til behandling på Aalborg Sygehus Syd. Han var både påvirket af alkohol og narkotika.

Det var ved den lejlighed, den 46-årige sygeplejerske skal have onaneret og suttet på den 23-åriges penis.

– Det er altid træls at få en sag i medierne, som ikke er positiv. Men jeg vil sige, at nu er det første gang, at jeg oplever, at vi har sådan en sag i den tid, jeg har været leder. Så jeg tænker, at patienterne kan være helt trygge ved at komme på Aalborg Universitetshospital, siger sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Lagoni, til TV2 Nord.

Skærpende omstændigheder

Anklagemyndigheden mener, at der er skærpende omstændigheder i sagen, da den tiltaltes opgave er at passe på patienterne. Heriblandt altså også den 23-årige.

– Derfor har vi også rejst tiltale for det, der hedder autorisationsloven. Det at man som ansat sådan et sted misbruger sin stilling, fortæller senioranklager ved Nordjyllands Politi, Peter Rask, til TV2 Nord.

Ifølge TV-stationen er samme sygeplejerske tiltalt for at have taget billeder af nøgne mænd i træningscentre.

Powered by Labrador CMS