Marie blev myrdet for 51 år siden – hendes morder er stadig på fri fod
I dag, den 10. november, er det 51 år siden, Marie Lock-Hansen blev skudt og dræbt. Hvorfor er endnu en gåde.
Højbjerg-mordet. Der er næppe mange personer over 40 år – uanset om man er aarhusianer eller ej – der ikke har hørt det ord. Eller navnet Marie Lock-Hansen. Hun var nemlig den, der blev skudt på klos hold i aarhusforstaden Højbjerg den 10. november 1967.
Hendes banemand er – trods en kæmpe indsats og mange bøger og teorier om drabet – aldrig blevet fundet.
Den fredag formiddag i november 1967 befinder Marie og hendes hushjælp Irma Rasmussen, da det ringer på døren.
Marie går ud for at åbne. Efter en kort samtale i døren, bliver en person budt indenfor.
Kort efter sker det.
På en lydoptagelse fra afhøring af Irma Rasmussen fortæller hun, at hun hører Marie skrige: Nej, nej…
Så falder skuddene, tre, der dræber Marie Lock-Hansen.
Irma Rasmussen forsøger at komme til undsætning, bliver også skudt – men overlever.
Kort tid efter er Aarhus’ måske mest omtalte adresse, Hestehavevej 2B i Højbjerg, fyldt med politi og ambulancer.
Hvorfor skulle Marie dø?
100.000 efterforskningstimer og 20.000 afhørte personer. 57 meter sagsakter på hylderne hos Østjyllands Politi.
Intet har endnu ført til morderen.
Siden drabet har der været mange teorier om, hvorfor Marie skulle dø. En af dem gik på, hun blev forvekslet med en stikker fra anden verdenskrig
En anden, hendes mand, Oscar Lock-Hansen, ville af med hende.
Et hav af bøger
Der er siden drabet skrevet en lang række bøger om mordet. Flere med et bud på morderen.
Alene inden for det sidste halvandet år er der kommet (endnu) tre bøger om mordet: Journalist Peer Kaaes ‘Maries Morder’, Lene Pors’ i skyggen af Højbjerg’ og ‘Mysteriet om Marie’ af Knud Simonsen.
I førstnævnte kigger Peer Kaae, som der er blevet kigget før, på Oscar Lock-Hansens fortid.
Her var han gift med en anden kvinde. Oscars daværende kone kunne ikke, ved hans hjælp, blive gravid. Et vennepar, og Oscar og eks-konen, adopterer en pige. Alligevel blev Oscars kone gravid, og det viser sig at være den mandlige halvdel af venneparret, der er faderen. Alligevel påtager Oscar sig faderskabet, bliver skilt og herefter gift med Marie.
– Drabet skal ses i sammenhæng med, at præcis den samme dag, som Marie Lock-Hansen bliver dræbt, da underskriver Oscar Lock-Hansen et testamente og ægtepagt, der sender det der i nutidige penge svarer til millioner over til Marie Lock-Hansen, hvis Oscar Lock-Hansen dør. Med andre ord – han gør den søn, han tog faderskab over, arveløs, har Peer Kaae udtalt til Århus Stiftstidende.
I bogen fremsætter Peer Kaae teorien om, at morderen skal findes hos venneparret. I den forbindelse lykkedes det forfatteren at finde den omtalte adoptivdatter – Lene Pors, der altså nu selv har udgivet en bog om mordet.
– Hans adfærd var ekstremt voldelig. Han var et dobbeltmenneske. Han kunne pludseligt vende på en tallerken og så blive et uhyre, har hun fortalt til TV2 Østjylland.
Hun afviser ikke i sin bog, at hendes nu afdøde adoptivfar kunne være morderen. Den samme mand, som Peer Kaae i sin bog peger på.
Peer Kaae er forøvrigt den eneste journalist, der har fået aktindsigt i sagen.
Politiet under lup
Politiet i Aarhus – og også det det daværende rejsehold – er blevet grillet i sagen. Blandt andet af Allan Vendeldorf, der i sin bog ‘Skyggen Af Sandheden’.
– Jeg er sikker på, at man hos politiet venter på, at nogen i Aarhus skal dø, fordi de er så viklet ind i en masse løgne omkring Højbjerg-mordet. Så skal tiden gå, og så bliver sagen opklaret. Min tese er, at der er tale om justitsmord, og at man har anklaget en tidligere advokat for at stå bag mordet for ikke at anklage den rigtige, har han også udtalt til Lokalavisen Aarhus.
Mødes på Hestehavevej
Hvert år på årsdagen for mordet mødes nogle af de involverede betjente – og andre med interesse i drabet – ved adressen i Højbjerg.
Marie Lock-Hansen blev dræbt 10. november 1967, skudt med en Walther P38-pistol. Hun blev 43 år gammel.
Oscar Lock-Hansen døde den 12. september 1981. Om han vidste noget, kan man altså kun gisne om.
Irma Rasmussen dør i 2003. Få dage forinden har hun afvist et foto af en mulig gerningsmand.
På Dines Bogøs hjemmeside Kriminalsager.dk, kan du læse en ret udførlig gennemgang af sagen.
Kilder: Århus Stiftstidende, AarhusPanorama, TV2 Østjylland, Lokalavisen Aarhus.