Mette F. melder større åbning ud end ventet

Regeringen vil komme med en udmelding torsdag for hvilke dele af samfundet, der kan genåbne efter nedlukning.

Mette Frederiksen melder torsdag en større åbning ud. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Mette Frederiksen melder torsdag en større åbning ud. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) er glad for den aktuelle situation, hvor antallet af indlagte og folk på intensiv falder og vil torsdag melde en større genåbning ud end først ventet.

Det siger hun forud for forhandlinger onsdag aften, hvor hun mødes med partilederne for at diskutere, hvilke dele af landet der skal åbne først efter den store delvise nedlukning grundet udbredelsen af coronavirus.

– Vi var et af de første lande til at lukke ned, og dermed er vi også et af de første lande, der for alvor kan begynde at åbne vores samfund op.

– Vi går ind i fase to, og jeg forventer, den bliver større, end vi først havde turdet håbe på. Derfor kan vi give et ordentligt skub i forhold til dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, siger hun.

Åbning – med restriktioner

Statsministeren ønsker selv at genåbne hele detailhandlen, restauranter og caféer samt sikre mere hverdag for store skolebørn i fase to.

Det bliver dog med restriktioner for, hvordan folk omgås hinanden, og det afhænger også stadig af forhandlingerne med de øvrige partiledere. De fortsætter onsdag aften og torsdag med.

– Vi kan både designe fase to og give besked i morgen om, hvordan fase to ser ud. Sådan at dem, der får lov at åbne mere op i starten af næste uge, får besked, så de kan bruge weekenden på at få tingene på plads, siger hun.

– Men samtidig med den udmelding angiver vi, i hvilken takt det øvrige samfundsliv åbnes op, og her vil vi også håndtere spørgsmålet om forsamlingsforbuddet, siger Mette Frederiksen.

Forsamlingsforbuddet

Forsamlingsforbuddet er i øjeblikket på ti personer. For eksempel De Radikale har ytret ønske om, at det skal være 25 personer.

Både eksperter og et flertal i Folketinget har kritiseret regeringen for at være for lukket i forhold til de beregninger, der ligger bag henholdsvis nedlukningen og genåbningen af landet.

 

Tidligere har offentligheden ikke haft adgang til materialet, som regeringen ligger inde med, men onsdag blev både en økonomisk rapport og en sundhedsfaglig vurdering offentliggjort.

– Alt det materiale, som ligger til grund for mødet i dag, har Folketingets partier fået. Der har også være et ønske om, at forskere skal dele deres materiale, og det har ministeren på området været ude at sige skal ske. Det, synes jeg, er klogt, siger Mette Frederiksen.

Det er muligt at åbne flere dele af Danmark, uden at det vil betyde en øget coronasmitte i Danmark.
Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i en rapport, der onsdag er rundsendt til partilederne i Folketinget.
Det er baseret på, at danskerne overholder de sundhedsfaglige retningslinjer om afstand og hygiejne.

De steder, der vurderes egnede til at åbne, kan du se herunder:

Genåbning af Danmark

– Storcentre.

– Professionel idræt uden tilskuere.

– Biblioteker – dog kun for ind- og udlån.

– Zoologiske haver og botaniske haver.

– Kritiske offentlige arbejdspladser – herunder Forsvaret og Arbejdstilsynet.

* Ud over grundscenariet er der regnet på yderligere tiltag, som kan åbne, uden at det forventes at føre til en stigning i antallet af indlæggelser – men kun såfremt befolkningen bliver ved at holde afstand og god hygiejne.

– 6.-10.-klasser i skole og klubtilbud på halv tid og/eller forskudt i forhold til de yngste elever.

– Åbning af både indendørs- og udendørs servering på caféer og restauranter med retningslinjer om afstand.

– Efterskoler åbner som normalt frem til sommerferien, uden at eleverne holder afstand til hinanden. (SSI har kun beregnet for skoledelen – og ikke at eleverne bor sammen)

– Ansatte i private virksomheder møder på arbejde som normalt.

* Hvis man åbner for alle ovenstående, men befolkningen kun har halv fysisk afstand, ventes antallet af indlæggelser at stige i løbet juni og frem til starten af juli.

* Hvis man åbner for alle ovenstående, men befolkningen har normal fysisk afstand, ventes antallet af indlæggelser at stige markant i juni og frem til starten af juli.

Kilde: Statens Serum Institut. Modellerne for indlæggelser er baseret på grafer – og er ikke suppleret med de reelle tal bag.

Powered by Labrador CMS