Mistænkt i skyderi på festival dræbt

En mistænkt gerningsmand er dræbt efter angreb på festival i USA. En medskyldig er muligvis stadig på fri fod.

Tre meldes dræbt indtil videre. KLIK VIDERE FOR FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix
Tre meldes dræbt indtil videre. KLIK VIDERE FOR FLERE BILLEDER. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En person, som mistænkes for at have skudt og dræbt mindst tre personer på en madfestival søndag i Californien, er blevet skudt og dræbt.

Det oplyser politichefen i byen Gilroy, hvor skyderiet fandt sted, mandag morgen dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters og flere andre medier.

Men muligvis er en medskyldig fortsat på fri fod. Det beretter mediet NBC Bay Area, der dækker nyheder i delstaten Californien.

En mand åbnede sidst på eftermiddagen lokal tid ild på sidstedagen af Gilroy Garlic Festival, der blev afholdt på et udendørsareal i Gilroy. Det er en mindre by syd for San Jose i det nordlige Californien.

Mindst 15 personer blev såret i skyderiet. Blandt ofrene er en seksårig dreng.

Skud fløj om ørene på folk

Ifølge et øjenvidne, Julissa Contreras, kom skuddene muligvis fra et automatvåben. Hun så en mand affyre skud hurtigt efter hinanden.

– Jeg kunne se ham skyde i næsten enhver retning. Han sigtede ikke efter nogen bestemt. Han var tydeligvis forberedt på det, han gjorde, siger Julissa Contreras til NBC Bay Area.

En anden festivaldeltager beretter, at han var på vej ud, da han mærkede en kugle passere sit hoved. Da han vendte sig om, var alle begyndt at løbe.

Jubilæumsår på festival

En video, der er lagt på det sociale medie Twitter, viser festivaldeltagere, som løber i forskellige retninger og tilsyneladende forsøger at komme i sikkerhed.

Politiet i San Jose har sendt patruljer ud for at assistere det lokale politi.

Skyderiet blev anmeldt søndag klokken 17.30 lokal tid og skete på den tre dage lange mad- og musikfestival kendt som Gilroy Garlic Festival.

Ifølge nyhedsbureauet AP tiltrækker den årlige begivenhed tusindvis af “hvidløgselskere”. Festivalen har været afholdt siden 1979 og er blandt de største af sin slags i USA, skriver NBC News.

 

Powered by Labrador CMS